Jeg havde selv sagt ja til et besøg af ’Damen fra kommunen’. Da vi var til partshøring hos hende, var det ligesom det eneste håndgribelige tilbud hun rakte til os. Et hjemmebesøg. I et enkelt sekund føltes det som en gave. Nogen interesserer sig. Så sker der da noget, tænkte jeg. Og efterfølgende har jeg tænkt, at måske er det netop dét, der er mening. Følelsen af, at der sker noget. Kald mig skeptisk, men det virker ikke som om der er så meget andet tilbage i systemet end fornemmelser og skuffelser. 

Dagen kom og der stod ”Sagsbehandler på besøg” i kalenderen kl.13.00. Jeg fortalte først min søn om det 25 minutter før. Jeg gik hele dagen og diskuterede med mig selv, om jeg kunne aflyse. Kom frem til, at det kunne jeg jo godt, men at det sikkert ville blive holdt imod mig. Så et stempel for mig: Usamarbejdsvillig. Jeg håber ikke jeg har ret, men jeg bliver vanvittig af at spekulere på, hvordan ’spillet’ spilles bedst. 

Jeg har slet ikke lyst til at spille noget spil. 

Jeg sagde til ham, at der kom en dame forbi, som skulle besøge mig. Bare være her lidt på besøg og måske drikke en kaffe. Jeg troede det var sådan det var. Hun skulle jo bare observere. I stedet kom hun ind ad døren og begyndte at stille hvad der føltes som 1000 spørgsmål til min søn. Hun præsenterede ikke sig selv, men henvendte sig til ham ved navn. 

Det kunne godt se ud som om, det preller rimelig meget af på ham. Han er mere ærlig end jeg nogensinde har turde være. Siger han ikke vil svare, eller lader bare helt være. Jeg ved godt, at det betyder, det absolut ikke preller af. Det føles off for ham, så han tager afstand. 

Kloge lille menneske. Du har mere visdom end de fleste. 

Jeg fortryder det besøg. Jeg ved stadig ikke, hvad det skal til for. Gik det godt? Aner det ikke. Jeg ved ikke, hvad formålet med det var. Jeg ved ikke, hvad det øjebliksbillede skal bidrage med. Det øjebliksbillede er på mange måder repræsentativt for vores dagligdag. Lidt togbane på stuegulvet, lidt diskussioner om, om frokosten skal spises, hente lillebror op fra lur. Måske betyder det så, at vi ikke har brug for hjælp. Og så er det på mange måder slet ikke repræsentativt. Det var ikke et af de øjeblikke, hvor vi ikke kan komme ud ad døren fordi gummistøvlerne driller. Det var ikke et af de øjeblikke, hvor han bliver overvældet af vores andres tilstedeværelse, lyde, lugte og berøring. Det var heller ikke et af de øjeblikke, hvor jeg trækker mig, gemmer mig på mit eget værelse og slår i en pude. 

”I hører fra mig, det bliver nok først i næste uge” sagde hun og jeg sagde tak og vi tales ved og det er fint. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal håbe på eller ønske mig eller hvad noget af det her overhovedet skal gøre godt for. 

Jeg følte jeg havde givet ham den åndssvage solsikkesnor på uden at give ham den på. Skiltet med ham i hans eget hjem. Kaldt ham ud som anderledes i hans tryggeste sfære. Jeg samlede op ved puttetid. Fortalte om kommunen og skolen og om hans fantastiske hjerne med mine egne ord og med den autenticitet jeg lod flyve ud ad døren, da hun kom ind. Vi fandt ned i kroppen med grin og nus og nærhed. I tryghedens kammer. I hjertet og i hans egen seng, på hans eget elskede værelse – som han ikke ville vise frem til den fremmede dame fra kommunen. 

I dag landede der et brev i e-boks. Fra kommunen. Det brev er vi mange der har modtaget. Der står [oversat:]: 

Kære børn og forældre.

Vi ved at mange familier har fået en utilfredsstillende sagsbehandling. Sådan skal det ikke være. Vi mangler medarbejdere og vi magter det ikke. Vi kan ikke gøre noget ved det lige foreløbig. Vi har brug for at optimere vores rammer og overholde loven og skabe et miljø som folk ikke bliver syge af at arbejde i. Det prøver vi for vi har ambitioner om at børn skal lyttes til og at familier ikke bliver fanget mellem systemer der ikke er sammenhæng i.

Vi kan godt forstå I har mistet tilliden til os. Det kommer til at tage 1000 år at rette op på det.

Vh Direktøren. 

Jeg forstår stadig overhovedet ikke, hvad sagsbehandlingen og systemet går ud på, hvad de kan hjælpe med og hvordan man gør sig berettiget. Altså mens man stadig har hovedet oven vande. Er det bare mig, der er helt på bar bund, hvad hele molevitten er til for? 

Indlægget Hjemmebesøg blev først udgivet på Sara Fredslund.

Jeg hader solsikkesnoren. Jeg har gemt den i en skuffe i et år nu. Jeg ved, hvor den er, men jeg har lyst til at smide den i skraldespanden. Jeg har ikke lyst til at pynte mit barn med den og med den fortælle ham, at han er anderledes uden at sige, han er anderledes. Det føles falsk. 

Han er ved at opdage det selv. At der er nogle ting der er vanskeligere for ham end for de andre. Det er sårbart. Farligt at træde ind på den sti, hvor hans selvværd bliver ramt. Jeg har mest lyst til at give ham en superheltekappe for hans tapperhed, for hans omsorg og varme øjne, for alle hans kram og kys, for hans nysgerrighed og de store filosofiske tanker han deler med mig og for hans evne til altid at rejse sig op igen, tørre øjnene og kæmpe videre, når han har slået sig på verden. 

Vi skal snart ud at flyve. Jeg har ikke lyst til at pynte ham med en snor i grimme farver og som skal fortælle verden, at de skal behandle ham anderledes. 

Jeg ønsker ikke, at verden skal behandle ham anderledes. Er vi ikke alle sammen bare lidt anderledes? 

’Du har lidt at arbejde med’. Det sagde damen på kommunen, da jeg fortalte, at jeg har gemt snoren i en skuffe. Jeg tror hun sagde det fordi hun troede, at jeg selv kunne se, jeg har noget at arbejde med.

’Det er bare et godt råd’ tilføjede hun. Jeg kvitterede og sagde, at det i hvert fald var et råd. Min mand synes, jeg var hård. I virkeligheden var jeg meget blød i forhold til det hav af vrede, der skyllede over mig indvendigt. 

Jeg har helt sikkert noget at arbejde med. Mange ting. Solsikkesnoren er ikke en af dem. 

Jeg sagde til hende, at om to år så render alle mennesker rundt med en solsikkesnor fordi vi ellers ikke finde ud af at tolerere hinandens forskelligheder og så introducerer vi tulipansnore til dem, der stikker ud fra den anderledes anderledeshed. 

Hun bad mig tænke over det. For min søns skyld. Nogle bruger jo deres børn til at smugle ting med ombord på flyet og sikkerhedsvagterne må gerne tage børn til side. Med en solsikkesnor håndterer de situationen anderledes. 

Sikke et guilt-trip. Nu er det åbenbart min stædighed og stolthed (jeg ved godt, jeg besidder begge i store mængder) der kan være skyld i, at min søn og resten af min familie får en dårlig oplevelse i security. 

Jeg tror, vi kollektivt er blevet så bange for andre menneskers helt naturlige voldsomme reaktioner. Fordi det er ubehageligt og det ubehag er svært for os at være i. Det er nemmere at give dem et skilt på, hvor der står ”jeg har et handicap, jeg kan ikke gøre for det” for så er vi fri for at tage stilling til, hvad det rører i os selv og hvorfor det bliver ubehageligt. Vi behøver ikke stille noget op, vi kan bare se den anden vej. Vi kan give handicappet skylden. Og mobilisere en tolerance derfra. Ikke en tolerance for den menneskelige reaktion. En tolerance for handicappet. Handicappet må gerne være her, men helst ikke for mange følelser, helst ikke for meget menneske. 

Måske får han snoren på. For nogens skyld. Jeg ved ikke for hvis. Jeg ved bare, at det virkelig er svært at holde fast i mig selv og det jeg tror på og samtidig navigere i andres meninger og logik, der er helt omvendt end min. 

Hvad er dine erfaringer med solsikkesnoren? 

Indlægget Solsikkesnor blev først udgivet på Sara Fredslund.

Det føles som at gå i kviksand. Alt er tung og trægt og langsomt. Jeg føler jeg er gået i stå, mens jeg minder mig om, at små skridt og én dag af gangen hverken er stagnation eller tilbagegang. 

Jeg græder mens jeg nusser ham på ryggen. Jeg skulle egentlig putte hans storebror også, og hans lillebror græder efter mig. Jeg ser dem, derude i skyggen, men jeg kan ikke altid favne dem. Det er faktisk umuligt. For jeg sidder her på sengekanten for at finde lidt ro for både ham og jeg. Ingen skal græde sig i søvn. Slet ikke ham. Vi er faldet til ro. ’Jeg elsker dig’, siger jeg i det jeg rejser mig for at gå ud i gen. ’Jeg hader dig’ svarer han. 

Jeg ved godt, han ikke hader mig. 

Men det stikker alligevel. 

Og så går jeg. For at putte de andre. De ser mine tårer. Stryger dem af min kind og ser mig i øjnene uden ord. Jeg krammer min mand lidt hen over opvasken og siger ’bare det hele’, når han spørger hvad der er galt. 

I det mindste er der ét menneske der ved, hvordan det er. 

Jeg er træt af min egen stemme. Den siger det samme igen og igen. Mest nej. Eller ’kom, nu gør vi lige det her færdigt’, eller ’du skal tage støvler på’. 10 gange. En simpel sekvens som at tage nattøj på kan blive afbrudt et utal af gange og der lurer altid en nedsmeltning lige om hjørnet, så jeg er hele tiden på vagt. Presser lidt, men ikke for meget. Det tager lang tid at komme i gang med alting. Og lang tid at blive færdig. Meget længere end min tålmodighed rækker. 

Jeg føler jeg trækker vejret dybt 17.000 gange om dagen. Men i virkeligheden glemmer jeg helt at trække vejret. Meget af tiden. 

Indlægget Kviksand blev først udgivet på Sara Fredslund.