Det er snart et år siden, jeg startede min egen virksomhed. Det var sårbart at melde ud dengang, at det var den vej, jeg tog. For hvad nu, hvis det ikke gik? Hvad nu, hvis jeg fejlede eller slet ikke kunne lide det? Jeg følte mig både modig og usikker og fyldt med spørgsmål og tvivl og samtid en fornemmelse af, at det var rigtige at gøre.  

Jeg begyndte med at undervise i Fysio Flow – en bevægelsesform der arbejder med bindevævet og sammenhængene i kroppen – og jeg var så lykkelig for, at jeg endelig havde taget kurset og opnået endnu større forståelse for, hvordan vi fungerer. Klasserne var et hit, men jeg blev nødt til at stoppe dem, da jeg i sommer begyndte at arbejde deltid på Rigshospitalet. En af eleverne spurgte en dag, hvorfor ’en som mig’ valgte at undervise bevægelsesklasser og gå selvstændig tilbage til det kliniske arbejde. Implicit et skridt ned ad rangstigen. Med ’en som mig’ hentydede hun til min forskningsbaggrund. Hun kendte flere med en PhD, som fravalgte forskning til fordel for praksis. Hun var en af de første der spurgte mig så direkte. Måske også en af de få. Men jeg er sikker på, at mange har tænkt det. Undret sig. Inklusiv mig selv. Og hendes nysgerrige spørgsmål tydeliggjorde for mig, hvor svært det er at bryde ud af den livsbane, vi bevæger os ind på. Hvor mærkeligt det er at tage uventede valg. Hvor uventet det er, ikke at ønske den vej, der allerede er banet for os. Hvor energikrævende det er at stoppe op og være kritisk på det vi er i gang med.  

Og selvfølgelig stillede jeg også mig selv det samme spørgsmål. Hvorfor ’en som mig’ stod der i fitnesssalen og underviste vejrtrækning og armsving. Jeg er et produkt af vores samfunds kassetænkning og en idé om, at den bedste vej er opad. Og at opad betyder mere ansvar, flere penge og fremfor alt prestige. Der lå naturligvis mange overvejelser bag min beslutning, men mest af alt var de drevet af en mavefornemmelse. 

En af overvejelserne var, at jeg altid har haft en drøm i maven om at være min egen boss, uden helt at vide, hvordan og med hvad. En anden var, at jeg aktivt havde brug for at tage afstand til forskningsverdenen, som jeg længe havde elsket, men som den sidste tid også udfordrede mig. En følelse af hele mit liv at have presset min indre imposter for desperat at bevise for mig selv, at jeg kunne mere end jeg troede. 

Jeg havde fået nok. 

Jeg har efterhånden lært, at jeg kan mere, end jeg tror, og den bevidsthed havde jeg brug for at bringe ind og dvæle ved uden nødvendigvis at skulle bevise det for mig selv og andre hele tiden. Jeg måtte væk fra kapløbet, hvor det gælder om at producere artikler, skaffe fondsmidler og dette ofte på en måde, som passer ind i en allerede dikteret ramme (det er blandt andet derfor, vi så så mange forskere pludseligt beskæftige sig med corona – også selvom de normalt havde komplet andre forskningsområder. Fordi fondene prioriterede det). Og således kan man gå på kompromis med sine egne gode idéer for at skaffe penge til næste års løn. For mig en dræber af den kreativitet og passion, der er nødvendig, når man skal bedrive god og relevant forskning. 

En anden grund var min fascination af sammenhængen mellem krop, sind og sjæl og jeg ønskede (ønsker fortsat) at give min forståelse videre til andre, der søger et bedre forhold til og heling af egen krop. Jeg er et kropsmenneske og selvom jeg elsker at bruge mit hoved, så kan jeg intet, hvis jeg bliver afkoblet fra arbejdet med kroppen. 

Det gav mening for mig at starte med fødslen. Portalen til et nyt lille liv og starten på moderskabet for en kvinde, som står over for sit livs måske største transformation. Fordi det holder så meget potentiale for udvikling, indsigt og så meget kraft. Fordi det for mig selv var springbrættet til en anderledes indre rejse, der bragte mig tættere på mig selv. Moderskabet har ikke kun transformeret hele mit liv, men også min yogapraksis og dét gav mening for mig at bruge i mit selvstændige virke. At arbejde med gravide kvinder er et af de største privilegier, og jeg føler mig meget ydmyg over tilliden de gravide i årets løb har vist mig ved at lade dem guide på rejsen hen mod fødsel. 

Ikke mindst startede jeg min egen virksomhed i erkendelsen af, at når jeg arbejder med mennesker og deres transformation – hvad enten det er fra gravid til mor eller fra at være alvorligt syg til at leve (godt) med følgerne af sygdommen – ønskede jeg at arbejde med de mennesker, der også allerhelst vil arbejde med mig og som aktivt vælger at arbejde med sig selv samt, at jeg gerne selv ville sætte dagsordenen for, hvilke tilbud, jeg har og ikke har. Noget jeg savnede i det etablerede sundhedssystem, hvad enten jeg arbejdede i klink på hospitalet eller i forskningssammenhænge eller en kombination. Kort sagt – at jeg ikke skal passe ind i en kasse. Den frihed kunne jeg tage mig som selvstændig. 

Der var omstændigheder, der gjorde, at jeg sprang ud som selvstændig på præcis det tidspunkt, jeg gjorde. Vi var flyttet på landet. Min orlov kom til ende. Jeg fik en økonomisk mulighed. Og jeg havde lysten til det. Men en af drivkræfterne var også, at børnene var små. Den lille skulle sluses ud i institutionslivet, og det var ikke med min gode vilje. Endnu en kasse at passe ind i. Jeg ønskede at skabe et liv, hvor mit arbejde var mit hjem og en større og mere integreret del af mig og hvor jeg selv bestemte om børnene skulle have en fridag eller hentes tidligt. Og derfor har jeg det meste af 2022 stået i dilemmaet mellem at længes efter (og føle mig presset til at finde) tid til at opbygge min virksomhed og arbejde intensivt på dens udvikling og længes efter det nærvær, jeg lige var blevet så god til, men som nu begyndte at sive ud mellem fingrene på mig. Imens jonglerede vi uventede husprojekter, udgifter, institutionsskift, nye jobs, mistede jobs, nye drømme, mistede drømme, nye venner, mistede venner, et slidt parforhold og børn der græd af afsavn til os, til det gamle hjem, til gamle venner, til gamle børnehave, gamle naboer, gamle vaner og allermest til det nærvær og den hverdag, som var hele grundlaget for, at jeg havde taget så radikale beslutninger i mit arbejdsliv. 

Det er sårbart at dele. For betyder det nu, at jeg fejlede? At det ikke gik? At jeg ikke kunne lide det? Ofrede jeg ikke nok af min nattesøvn? Af mine aftener på sofaen foran Netflix? Gik jeg nok på kompromis? Gik jeg for meget på kompromis? Mærkede jeg rigtigt? Tog jeg mig tid til at gøre det ordentligt? Tog jeg de rigtige beslutninger, på det rigtige tidspunkt? Brugte jeg pengene forkert? Har jeg spildt tiden? Gik jeg glip af for meget? Ville jeg det nok? Var jeg naiv? Arbejdede jeg hårdt nok? 

Gjorde jeg det godt nok? 

Det gjorde jeg, er jeg kommet frem til. Også selvom spørgsmålene stadig lurer. Jeg gjorde det godt nok. For jeg gjorde. Jeg prøvede, jeg snublede, jeg rejser mig op. Og en af mine store kæpheste er jo netop, at jeg ikke vil ofre alt andet i mit liv for at opbygge en virksomhed. Jeg ville ikke ofre min egen yogapraksis. Eller anden tid til egenomsorg. Jeg ville ikke ofre resten af stumperne af tid til mit parforhold. Jeg ville ikke ofre at hente børnene tidligt, eftermiddage i solen med dem og gåture ved vandet i solnedgangen. Så jeg snublede over mine egne drømme og mistede energien i processen. Måske var timingen ikke rigtig. Måske var der andre knapper jeg skulle skrue på, men som jeg ikke er klar til at skrue på endnu. Måske var der også bare andre længsler – såsom det akademiske miljø som pludseligt igen blev tiltalende efter jeg fik det lidt på afstand – og måske var det netop en af de ting, jeg skulle lære. Så jeg rejser mig. Prøver igen at tage den beslutning, der føles mest rigtig. Gå den vej, der kalder mest lige nu. Og når jeg ser tilbage på mit liv, er det klippet sammen af en masse stumper af netop det; Oplevelser der kalder på mig. Mig der har tvivlet. Mig der har vovet mig ud på kanten for at sikre, at jeg ikke beviser for mig selv, at jeg ikke kan. Nogle gange har jeg taget valg, der har vist sig at bidrage til de bedste oplevelser i mit liv. Nogle gange det modsatte. Hver gang har jeg lært noget nyt. Og både de oplevelser, jeg legede mig igennem og de oplevelser, der gav ar på sjælen, lærte mig noget nyt om verden, mig selv og hvordan jeg gerne vil være til i verden. 

Nu har jeg lært mere om min drøm om at være selvstændig. Om hvordan drømmen ser ud, smager, dufter og føles. Om min drivkraft. Mine udfordringer og svagheder. Om min styrke. Om hvor meget energi, kreativitet og flow jeg henter, når jeg holder en pause. Om mit hvorfor. 

Nu tager vi hul på 2023 og jeg slipper 2022 med lettelse. Det var uendeligt lærerigt, men det var et svært år med personlige, følelsesmæssige og familiemæssige udfordringer og det var et år præget af turbulens, tvivl og vaklende skridt ud i ukendt land. I morgen starter jeg på et nyt arbejde. I en ny stilling. På en ny arbejdsplads. Nye opgaver. Med nye kollegaer. Og nye morgenrutiner. Jeg glæder mig og jeg er også nervøs. Jeg stræber efter at lande lidt blødere, et sted med mindre længsel, bedre balance og mindre tvivl. Og med alt det jeg må give slip på og alt det nye jeg begiver mig ud i nu, bliver 2023 året, hvor jeg også er parat til at give (endnu mere) slip på idéen om, at man skal gøre tingene på en bestemt måde. At jeg ikke behøver sige b bare fordi, jeg har sagt a. At jeg godt må ændre mening. Skifte retning. Også flere gange. At jeg gerne må synes noget andet i dag, end jeg syntes i går. At jeg først og fremmest står til ansvar for mig selv. At jeg selv skaber mit liv og fortællingen om det. At der ingen grænser er for, hvor stort jeg må drømme eller hvad, jeg kan. 

Jeg vil bryde ud af kasserne. De klemmer om mig og jeg forstår nu, at det har de altid gjort. Jeg vil gå med det der føles rigtigt uden at forsøge at dechifrere alle skridt på vejen og altid forstå, hvorfor noget kalder. Nogle gange kalder det bare og først bagefter forstår jeg, hvorfor. Min opgave er at lytte. Og finde modet til at blive ved at sætte hjertet forrest. 

Hvad giver du slip på? Hvad tager du med dig? Hvilken intention har du for dit nye år?