Da jeg var ung, altså start 20’erne, havde jeg i perioder 2-3 jobs. Ved siden af arbejdede jeg frivilligt, bl.a. hos Røde Kors og Ungdommens Røde Kors. Det var alt sammen udover mit fuldtidsstudie. Jeg kunne ikke se nogen værdi i at holde ferie med mindre det havde et helt specifikt formål og destination. Ingen grund til at holde fri bare for at slappe af. 

At arbejde var, som hos mange andre, en betydelig del af min identitet. Det fortsatte i mange år. Faktisk præcis indtil den dag jeg skulle starte på arbejde igen, da mit ældste barn fyldte et år og jeg selv var næsten 36. Og det handlede ikke om, at daginstitutionen ikke var god nok. Hans vuggestue var fyldt med nærvær, kram, værdier vi kunne spejle os i og (relativt) gode normeringer. Men balancen i vores familieliv tippede fra den dag. Og selvom jeg nød godt af den intellektuelle stimulering, frokostpauser med andre voksne, fordybelsestid og cykelture alene gennem byen, så var vi nu en familie på tre, fragmenteret i tre det meste af tiden. Også selvom vi på mange måder levede et meget fleksibelt (arbejds)liv, hvor vi kunne tilrettelægge arbejdet på en måde, så vores søns dage i vuggestue sjældent var længere end 5-6 timer. Men vi savnede samværet sammen alle tre og min mand og jeg fik færre stunder i tosomhed. De hjemlige opgaver begyndte at føles tungere og mere uoverskuelige fordi tiden var knap. Vi blev mindre sociale. Både udadtil og indadtil. Vi skar langsomt ned på fritidsaktiviteter, eller kom aldrig rigtig i gang igen, fordi det var for belastende at tage mere tid væk fra hinanden. Motion begrænsede sig til den korte cykeltur til og fra arbejde og gåture med barnevognen i weekenden. Måltiderne blev også efterhånden hurtigere og mere usunde, næringsfattige og ensartede. Og ligeså stille var min identitet i krise. Arbejdet havde ikke den samme værdi mere, fordi jeg ikke kunne give det den samme energi og fordi det tog for meget af mit overskud til at være noget for nogen og ikke mindst for mig selv. 

Vores søn havde det godt. Men vores samlede trivsel som familie fik ringe vilkår. Vi var præget af afsavn på alle parametre. For mig var det aldrig et spørgsmål om at lade ham have længere dage i vuggestue. Det føltes ganske afgørende for mig, at jeg både kunne have et arbejdsliv og bruge eftermiddagene sammen med ham. 

Da vores søn var 1,5 år blev jeg gravid igen. To måneder senere lukkede både Danmark og verden sig om sig selv. Jeg var træt, overvældet og i tvivl om selve meningen med livet på den måde vi levede det, men jeg tillod mig ikke at stoppe op og tage en pause. Og selv da jeg officielt var på graviditetsorlov fortsatte jeg mit fuldtidsarbejde for at få min ph.d. i hus. Nogle gange sad jeg oppe hele natten med vand i benene og hovedpine for at få enderne til at mødes. 

Jeg forsvarede min ph.d. 2 uger før termin og opnåede stor anerkendelse for min indsats. Mange stod klar for at fejre mig, men alt jeg ville var at forskanse mig derhjemme i ro og fred. Jeg husker stadig lykken og tilfredsstillelsen over at få kaffen serveret i sengen næste morgen og se ”Cars” med min søn i de bløde efterårsdyner. Og den kæmpe lettelse. 

Fire måneder senere fik jeg konstateret en efterfødselsdepression. Men jeg vidste det allerede der i sengen den lørdag morgen, inden jeg overhovedet havde født. 

Jeg var stolt af min forskning og min titel. Jeg havde brugt de sidste 6 år på at nå dertil og jeg elskede virkelig mit arbejde. 

Men det blev også et symbol på, at jeg gav alt for meget af mig selv, at jeg udsultede mig selv fordi jeg både var ambitiøs på jobbet og i mit moderskab. Det kunne jeg åbenbart ikke og det føltes som om, jeg skulle vælge. 

Og min barsel nr. 2 blev såedes starten på et opgør med det som var og en rejse mod mere balance i mit indre liv og i mit familieliv. 

Når vægtskålen er tippet, er det normalt at have brug for at lægge ekstra meget vægt i den anden skål. Ikke fordi det nødvendigvis er løsningen på den lange bane, men fordi det er nødvendigt for at finde midten. Alvorlig stress udløser derfor også som regel et behov for ekstreme mængder hvile for på sigt at finde en balance mellem aktivitet og afslapning. Og det er ikke tilfældigt, jeg nævner stress. Stressstatistikkerne taler jo sit tydelige sprog og er symptomet på, hvordan vores samfund har det. 

For mig var det heller ikke rart at befinde mig i den anden ende af skalaen. Der hvor mine valg altid blev truffet ud fra, hvad jeg anså som det bedste for børnene. Der blev mit moderskab selvopofrende og jeg skulle lære, at det er okay at have drømme og ambitioner, som kun er mine. 

Det skriver jeg her fra den spanske siesta sol i oktober. Jeg er gravid med vores tredje barn og er taget på et 4-dages retreat uden min familie. Nærmest som en nødvendighed. Ikke fordi det fikser min hektiske hverdag, men fordi det giver mig plads til at mærke, hvad det næste rigtige skridt kan være. For mig, og så for min familie. 

Den ’hektiske hverdag ’ kan typisk se sådan ud: 

Mit vækkeur ringer klokken 6. Nogle gange når jeg at komme ud af badet, ofte ikke, før mine børn tumler ud på badeværelset til mig. Ofte kravler de også bare søvndrukne fra seng til sofa og vil gerne se fjernsyn. Det får de ikke lov til. Jeg insisterer på, at vi ikke skal have den distraktion på hverdagsmorgener mens jeg hjælper dem i tøjet. Jeg vil mærke forbindelsen til dem. Øjenkontakten. Før vi snart skal sige farvel. 

Imens de leger smører jeg madder. Ingen af os er vilde med at spise mad med det samme vi vågner, så den største fordel ved at have langt til børnehaven er hyggen ved at sidde der i bilen med hver sin tallerken. Det tager 20 minutter i bil. Vi kører kl.7.30. Samtidig cykler børnenes far til stationen og tager toget til København. Det er næsten altid forsinket. Hvis ikke det er aflyst. Det koster mange frustrationer og mange penge at være afhængige af toget. 

Klokken 9 møder jeg på arbejde. Jeg arbejder nu igen fuld tid som forsker og transporten er lang. Men jeg begriber ikke, hvordan livet hænger sammen for forældre, der ikke har fleksible arbejdsvilkår med hjemmearbejdsdage, selvtilrettelagte arbejdstider og mulighed for at arbejde fra sofaen, når børnene – igen – er syge. 

Det er mig der har bilen, så jeg har også hentetjansen. Vi bor for langt fra børnehaven til at kunne hente på cykel. Jeg kører fra arbejdet kl.15, senest, henter børnene kl.16, senest. De er ofte de sidste i børnehaven. De stormer mig altid i møde, krammer og siger ’jeg har savnet dig’. De er trætte. De har også været ’på arbejde’ i 8 timer. Det er allerede for meget for dem. Jeg har til gengæld kun lagt 6 ud af 7,5 timers arbejde, og jeg ved jeg må indhente det på et tidspunkt. Måske i aften, hvis alt flasker sig. 

Kl.16.30 er vi hjemme. Børnene har været udenfor hele dagen og medmindre de forlod et ikke-færdig leg i morges, vil de oftest gerne se fjernsyn. Det får de lov til, for ofte er jeg selv så træt, at jeg ikke kan overskue at diskutere eller finde på eller engagere mig i en aktivitet, der fungerer i børnehøjde. Jeg går i gang med madlavningen med det samme. Vi spiser kl.17.30. Forhåbentlig er deres far kommet hjem til den tid. Så kan vi samles om bordet. Det kan dog være en udfordring. For der er også andre basale behov, der ikke er blevet dækket. Omsorg. At blive set af sine forældre. Samvær uden konstante afbrydelser. De få timer vi har sammen, er præget af konflikter og to-do’s. Når man er 3 år, synes man det er svært med ’alt det man skal’, når der er meget lidt plads til ’alt det jeg har brug for’. Sådan har jeg det stadig som 40-årig, men jeg udtrykker det anderledes. 

Kl.19. er det sengetid. Men måltidet trækker ud, og de skal også have et bad efter 8 timer i en skov i regnvejr og mudder. De vil ikke, men når det varme vand rammer, siger de ’ah, det er dejligt’ og det er svært at få dem ud. 

Kl.20. er vi klar med godnatlæsning og kl.20.30 siger jeg godnat. Det er alt for sent, igen, og den lille overstimulerede krop har svært ved at finde ro. Det hjælper at blive hos dem. Og både de voksne og de små nervesystemer har brug for den fysiske nærhed. Det hedder samregulering og det føles så rart. Jeg har lyst til at give mig hen. Men det er også stressende. For jeg må ikke falde i søvn. Men jeg er så træt. Jeg har været vågen i 15 timer. Men der er arbejdsopgaver der kalder. Både dem jeg får løn for og dem jeg ikke får løn for. 

Samtaler med min mand er både altafgørende for familiens sammenhængskraft og noget der kræver benhård prioritering. Ofte kan vi ikke overskue det. Men vi har lært, at mister vi forbindelsen, ryger fundamentet i vores tilværelse. 

Vi spørger os selv og hinanden om vi skal arbejde, tale med hinanden eller om vi skal prioritere noget der nærer os hver især. Måske en løbetur eller yoga. Vi har nærmest opgivet at ringe til vores venner. Det kommer for langt ned på listen og vi når alligevel aldrig dertil. Men vi savner dem og det som venskaber bidrager med. Spejling, samtale, grin, horisont. 

Kl.23. tvinger jeg mig selv i seng. Mest fordi jeg ved, at mit helbred påvirker mine børns sundhed. Ikke mindst det liv der bor i mig lige nu. Ofte når jeg højst 6 timers søvn. Afbrudt vel at mærke. Af ubekvemme sovestillinger, min livmoder der trykker på min blære og børn der vågner og kalder ’moar’. Jeg vågner altid træt og aldrig udhvilet. 

Det er morgen. Uret ringer kl.5.30. 

I dag bytter vi. Jeg tager tidligt afsted 6.30 med bussen for at møde kl.8 og kommer hjem kl.17.30. Sådan skiftes vi til at have ’lange dage’ på job. Altså helt almindelige 7,5 timers dage. 

I mange år har jeg ikke kunne overskue frivilligt arbejde, selvom det har været en stor del af min ungdom. Nu arbejder jeg frivilligt igen og kun fordi det giver ekstremt meget mening for mig. For det skal prioriteres mellem alt det andet dybt essentielle. 

Jeg har taget initiativ til en friskole i Holbæk, byen hvor vi bor nu. Næste år skal vores ældste søn i skole og det som skulle være en stor begivenhed fyldt med forventninger og håb, giver mig ondt i maven. Jeg behøver selvfølgelig ikke bruge min kostbare tid på dette frivillige arbejde. Jeg ville ønske det også føltes sådan. Jeg ville ønske, folkeskolen vi hører til, var et sted jeg havde tillid til. At jeg ville være tryg ved at aflevere mine børn der og overlade både uddannelse og dannelse til dem. Men sådan har jeg det ikke, jeg stiller spørgsmål til tilværelsen, jeg kræver mening af den og jeg er fast besluttet på at kæmpe en kamp for at skabe et liv for mine børn i tråd med mine værdier. 

Og alligevel sidder jeg her topløs i solen og spørger mig selv, om jeg egentlig har en dårlig arbejdsmoral? Det ved jeg godt, jeg ikke har, men tvivlen på mit eget værd bliver antændt hver gang jeg tænder en nyhedskanal. Og særlig når man, som jeg, er et produkt af en tid og et samfund som hylder arbejdsomhed, flid, opofrelse, produktivitet og helst før nogen form for nydelse. Den skal man skal gøre sig fortjent til. 

Men min arbejdsmoral fejler ingenting. Jeg arbejder benhårdt, nærmest konstant uden pauser. Måske er det faktisk der, fejlen ligger. Min mand sagde forleden, at han synes jeg hviler mig for lidt. Jeg er enig. Men jeg ved ikke, hvad jeg snart skal lade være med til fordel for et hvil? At lave aftensmad? At gå på arbejdet? At ringe til og koordinere håndværkere, der skal fikse det der rør i badeværelset? Han vidste det heller ikke. Hvor skulle han også vide det fra? Han har samme problem selv, og vi ville elske at give hinanden større frirum. 

Stress og overbelastning er, udover at det kan være vanvittigt invaliderende rent mentalt, en udløsende årsag til inflammation i kroppen. Inflammation er en fysiologisk reaktion i kroppen, hvor den går til angreb på sit eget immunforsvar. Det kan udløse en lang række smertefulde livsfarlige og også kroniske sygdomme herunder hjertekarsygdomme og cancer. Stress er selvfølgelig langt fra den eneste årsag til inflammation og alvorlig sygdom, men ikke desto mindre er vores moderne livsstil en bærende årsag til at vores sundhedssystem er så belastet. Krav og forventninger der ikke stemmer overens med ens kapacitet, ultraforarbejdet mad, rygning, stillesiddende arbejde og en absurd accepterende kultur, når det kommer til alt med alkohol i og for dårlig og for lidt søvn. 

Nemme løsninger er en nødvendighed for at opretholde tempoet. Og vi har råd til det, så længe ingen stikker en kæp i hjulet. Take away og frysepizzaer, biler der hurtigt kan fragte os fra a til b modsat den utilregnelige og dyre offentlige transport, gode rødvine til at dulme nerverne efter en lang og hård dag på kontorstolen, netflix abonnementer og HBO og viaplay og tv2play og disney og .. dulme dulme dulme. Vi har jo fortjent den rødvin og de fødder på sofabordet for det var en stressende dag. Igen. Jeg har aldrig haft større indtægt end jeg har nu og jeg har heller aldrig haft så mange økonomiske bekymringer, som nu. Det er vanskeligt at få øje på, hvilket knapper der kan skrues på og det føles frihedsindskrænkende, at voksenlivet er så ufleksibelt. 

Jeg er meget glad og taknemmelig for, at jeg gratis kan få lægehjælp, når behovet opstår. At jeg og mine børn har adgang til uddannelse uden at skulle optage lån. Jeg har rejst og arbejdet og boet i både lav- og mellemindkomstlande og jeg ved godt, jeg er privilegeret. Derfor ved jeg også, at vi ikke skal være hævet over andre måde at strukturere os på. At ikke alt af værdi kan måles i BNP. 

Vi er mange der desperat forsøger at trække i nødbremsen lige nu. Og det føles som om, at vi samtidig må give afkald på ambitioner for f.eks. vores arbejdsliv. Vi står som småbørnsforældre og føler, at vi enten må købe ind på diskursen, der langsomt men sikkert gør os syge, eller give afkald på alt, mens vi tilmed får at vide, at det er vores arbejdsmoral der fejler og at vi svigter en samfundskontrakt, vi aldrig har underskrevet.