Jeg sejlede engang alene fra Bagan til Mandalay. Det tog en hel nat og lidt til. Det var 9 år siden i januar. Jeg oprettede min instagram profil og postede mit første billede i Bangkok på vej dertil. Jeg postede ingen billeder fra Myanmar. Jeg tror slet ikke det faldt mig ind. Men der var heller ikke wifi. Internetadgang kom i dyrt købte minutter på hotellernes gamle, langsomme computere. 

Jeg rejste rundt i The Golden Land alene i 2 uger. For at spare penge rejste jeg med natbus, når jeg skulle fra a til b. Det betød, at jeg nogle gange var ved b kl.3 om morgenen. Fra busstationen tog jeg en hestevogn videre til hotellet i nattens mulm og mørke. Det var ikke for at spare penge. Der var bare ikke nogen taxier. Det er koldt i Myanmar om natten og turismen boomede på det tidspunkt fordi landet endelig var åbent igen. Så det var aldrig muligt at tjekke ind før tid. Hvis jeg var heldig, var der en lobby, jeg kunne vente i. Men nogle steder lå jeg udenfor. I sovepose og så meget tøj på som muligt. Kold ind til benet. Umuligt at sove. Afventende at personalet vågnede og kom med the og kiks og at solens stråler langsomt begyndte at varme igen. 

Jeg savnede selskab på den tur. Der var mange ensomme oplevelser. Så mange storslåede oplevelser, som jeg ikke kunne dele med nogen. Og stadig ikke kan. Jeg kender stort set ingen, der var været der. 

Men jeg er så glad for de oplevelser. Jeg vidste, at jeg havde en enestående chance for at opleve et land i eksplosiv udvikling inden det blev helt uigenkendeligt. Måske ville jeg aldrig kunne komme tilbage. Jeg tror aldrig jeg kommer tilbage. Og jeg har så meget respekt og kærlighed til den yngre udgave af mig selv, der altid sprang hovedkulds ud i eventyr, når muligheden bød sig. Jeg tænkte aldrig særlig meget over det. Jeg mærkede bare et kæmpe JA og så tog jeg afsted. 

Indtil da tror jeg ikke, jeg ægte havde forstået, at det ikke behøvede at være et vilkår for mig at gå gennem verden alene. Jeg satte så meget pris på min frihed og min egenrådighed, at jeg virkelig troede, det var sådan, jeg ønskede mit liv. At jeg altid bare kunne tage af sted, når trangen meldte sig. 

Jeg blev klogere det år. Måske var den ensomme rejse gennem et storslået land fra fortiden starten på erkendelsen af, at sammen er vi mere.

Et halvt år senere mødte jeg manden, jeg i dag er gift med og han fik mig omsider til at se, at glæden er dobbelt, når man deler den. Den indsigt har givet mig utallige mange anderledes oplevelser, end jeg ellers ville have fået. Og jeg spekulerer på, hvor smuk Bagans uendelige templer ville være, hvis jeg så dem gennem mine børns øjne. Eller hvor ubegribelig stilheden og skønheden ville være, hvis jeg mærkede roen over Inle Lake med min mand ved min side. 

I dag er jeg i Jylland. Det er knap så eksotisk. Men jeg er alene og jeg sætter ekstra pris på den frihed, som min alenetid symboliser for mig nu. 

I dag stod jeg på færgedækket og lukkede øjnene og mærkede havluften suse gennem håret og jeg kom i tanker om turen fra Bagan til Mandalay. I hjertet er jeg en eventyrer. Jeg vil have mest muligt ud af min tid, mens jeg er her. Det efterlevede jeg i de store oplevelser i mange år. Nu søger jeg det især i de små øjeblikke. Jeg glemmer det ofte. Men jeg husker også ofte, når jeg glemmer det og så gør jeg mig umage igen. 

Jeg tror, at en dag, når småbørnslivets hektiske år ikke er så dominerende mere, og jeg ikke har så optaget af at lære langsommelighed og nydelse i hverdagslivet, så skal jeg ud på de store eventyr igen. Og til den tid skal jeg se og mærke storslået natur og kulturelle rigdomme gennem mine børns øjne mens jeg holder min mand i hånden. 

Indtil da skal min hverdagstrummerum være mit eventyr. Det er mit vigtigste mål lige nu. Hvad er dit mål? 

Glædelig mors dag. Må du altid huske, hvem du er i hjertet. Også, og især, når du giver så meget af det videre til andre. 

Kærligst

Sara