Jeg skulle have været tilbage på arbejde i midten af September. Jeg startede med at forlænge min barselsorlov med 2 måneder. Vi flyttede fra Frederiksberg til Holbæk i oktober og det blev brugt som undskyldning, eller forklaring – både overfor mig selv og andre – på, at jeg måtte have mere tid. Dernæst blev aftalen, at jeg skulle starte på 25 timer til december. Men da aftalerne var på plads, kunne jeg mærke, at det var ikke nok. Jeg prøvede at finde en mellemvej, men det var ikke godt nok.
Det har været en af de sværeste beslutninger, jeg nogensinde har truffet. Den har været længe undervejs. Også før jeg rigtigt turde tænke det, endsige tale om det. Der er mange overvejelser om livet, der har skubbet mig i den retning. Og der er mange overvejelser, der har holdt mig tilbage.
Det er svært at træde ud af ‘hamsterhjulet’. Det er svært at træde ved siden af normen. Gøre noget andet end det, jeg tror, andre forventer af mig. Ikke mindst det, jeg forventer af mig selv. Det er svært at sige højt, når jeg ønsker mig at gå en anden vej end den der ligger ligefor. Men jeg er også begyndt at lære, at jo tydeligere jeg er overfor mine omgivelser, jo nemmere har de ved at bakke mig op.
Som det sikkert er for mange, har det at bringe børn ind i verden været en portal til enorm personlig transformation. Livet har fået en anden skrøbelighed. En anden værdi. Og jeg er blevet klar over, hvor svært og hvor vigtigt det er at betragte verden med åbne øjne og tage aktivt stilling til det liv vi har, mens vi har det.
Da vi var på familielejr i sommers blev vi spurgt, hvordan vi det seneste år har sprængt vores eget glasloft. For mig var det, at jeg var begyndt at udfordre tanken om, at man måtte arbejde fuld tid (eller mere) for at være ansat som forsker. Det var allerede i sommers et kæmpe skridt for mig at have italesat overfor min arbejdsgiver, at jeg ville ned i tid. At jeg havde brug for, at der var tid til at prioritere anderledes i mit liv lige nu. Dengang var der stadig lang tid til December og på den måde kunne jeg holde det ud i strakt arm, at der var andre og større ting på spil. At jeg i virkeligheden ønskede meget mere (eller mindre) end deltid. Og som tiden nærmede sig, voksede knuden over at skulle aflevere min baby til fremmede mennesker.
Udsigten til institutionsliv er ikke den eneste årsag til, at jeg sagde op. Men det er en drivkraft, som har vokset siden jeg første gang afleverede min ældste i vuggestue, da han var 11 måneder. Og det selvom jeg – hånden på hjertet – tror vi har haft den bedste vuggestue, der findes. Sådan et sted hvor der var skidt i krogene, men til gengæld varme og kram i rige mængder og omsorgsfulde voksne, der ægte så og kendte min søn. Men det føltes bare ikke rigtigt at aflevere mit barn. Og hver gang, jeg har italesat det, bliver jeg mødt af samstemmende røster, der mærker og føler det samme. Eller som gjorde, dengang de havde små børn.
Men det er jo sådan, man gør … og det er vanskeligt at bryde med, både på et personligt, professionelt, økononomisk og socialt plan. Det har mange omkostninger, men jeg vinder noget vigtigere hver dag. Jeg vinder, når jeg er den, der tager mit barn op fra lur og lader hans varme kind hvile på min skulder så længe han har brug for og når jeg er den, der ser hans første skridt og hans vaklende gummiben, der bliver stærkere dag for dag.
Det betyder ikke, at hverdagen er den rene lykke. Jeg savner at arbejde, jeg savner at have kaffepauser og frokostpauser med voksendialog, jeg savner cykelturen om morgen og hjem igen om eftermiddagen, hvor jeg måske endda nåede at blive opdateret på dagens nyheder, jeg savner intellektuel stimulering. Og jeg øver mig stadig på at skabe en hverdag, hvor der også bliver mere plads til mig-ting selvom jeg har barn eller børn omkring mig. Men jeg er kommet frem til, at livet har mange kapitler, og jeg behøver ikke skrive dem alle sammen på én gang.
I dag hentede jeg mine ting på Rigshospitalet. Jeg har fået overvældende opbakning. Alle har sagt, at de kan forstå mig og min beslutning. Og gjort det klart, at døren dertil står åben. Det gør mig glad. Det gør mig virkelig glad at opdage, at nogle af de barrierer jeg ser, faktisk kun findes i min forestilling om verden. Det gør mig glad og håbefuld at blive mindet om, at selv de sværeste beslutninger, er sværest inden de er truffet. Det giver mig gåpåmod at møde opbakning selv fra de mest uventede steder.
Det minder mig om, at det altid er rigtigt at lade hjertet guide.
No responses yet