Jeg savner lidt 1:1. Med mig selv, men især med mit lille store menneske, som er jaloux og splittet og kærlig og grænsesøgende gange 100 i øjeblikket.
Men med halvsyge børn, vågne nætter, regn og blæst var det sådan en morgen, hvor jeg bare skulle være blevet i sengen, hvis ingen havde insisteret på mit nærvær. Men “Mami, jeg vil gerne have dig”, “Mami, jeg vil gerne op til dig” og “Mami, du skal vågne nu”.
Og det gør jeg. Jeg vågner og giver og holder og ammer og bærer og krammer.
Og rummer en hel masse og ofte meget mere, end der egentlig er plads til. Så når jeg har sagt nej mange gange og set gennem fingre endnu flere gange, ignoreret et par gange og forklaret og fortalt og hjulpet og stået på hovedet så kan jeg godt komme til at blive vred og sige “ARGH, vil du ikke godt holde op med at tage mine ting hele tiden!” og flå min taske ud af hænderne på den 2-årige, der faktisk selv lige har taget regnbukser og gummistøvler på, som jeg sagde han skulle, mens jeg skuler til den kæmpe store pose våde vasketøj, der venter på at blive båret ned af trapperne sammen med den utålmodige baby i liften.
Og jeg fortsatte. “Jeg har næsten ikke sovet i nat og jeg bløder ud af tissekonen og så er jeg altså bare virkelig ikke i særlig godt humør” og tænkte straks ‘sagde du virkelig lige det til din 2-årige’ og ‘gad vide hvad han tænker nu, mens han står og ser så betuttet ud’. Men opdagede også, at jeg slet ikke rigtig havde sagt det til ham, men mest til mig selv.
For helt ærligt! Det var jo bare helt ærligt. Jeg var ikke i særlig godt humør og det var skide rart at sige det højt istedet for at prøve at lade som om. Og bagefter kom vi roligt og med god tid ned af trapperne, vasketøjet blev hængt op, vi købte boller hos bageren og var på legeplads med bedste-veninden og tegnede med kridt i gården og vi så også en stor slamsuger.
Og baby sov tungt i 3,5 time mens vi fik 1:1 tid og imens jeg blev helt drænet for den energi, jeg slet ikke havde, blev jeg fyldt op af noget andet, jeg også manglede. Det kan vi leve længe på. Forhåbentlig lige til i morgen. Så starter vi nok forfra.
Men seriøst – kvinder burde bare have 2 ekstra fridage om måneden.
No responses yet