Foranledediget af Maj My Humaidans seneste podcast afsnit har jeg skrevet de følgende post. Men jeg var lige ved ikke at poste det fordi 1) sårbart og 2) jeg overvejede om jeg nu også havde noget fornuftigt at tilføje emnet. For jeg elsker ærligt en kold drink i solen, eller et glas rødvin i sofaen fredag eftermiddag. Men så kom jeg tilfældig til at tale med min kollega i dag om bl.a. Puff Bars (nikotin med frugtsmag og pakket ind som slik) og deraf hvor vanvittigt en kultur vi har, hvor så skadelige stoffer (inkl alkohol) er så nemt og billigt tilgængeligt og mest af alt – nærmest et vilkår for at være en del af flokken. Og så vidste jeg, at jeg alligevel måtte dele min tanker.

For,

Jeg har engang været i et forhold med en stofmisbruger. At opleve hvordan kokain (bl.a.) var omdrejningspunkt for eksistensen og hvordan jeg blev medafhængig og isolerede mig fra omverdenen, giver mig stadig kvalme i dag. Gennem to år blev jeg suget ind i en verden præget af tillidsbrud, mistillid, håb, sorg, vrede, løgn, projektion, mindreværd, fortvivlelse og en afsindig skam. Åh for helvede en masse skam. 

Misbruget var altomsluttende og selvom jeg ikke elskede ham, var jeg kommet til at elske mig selv endnu mindre, så det føltes umuligt at gå. 

På mange måder fik hans misbrug mig til at se med mildere øjne på alkohol, fordi jeg så hvordan han med en enkelt stribe kokain på et splitsekund forandrede stemning, humør og personlighed. Og hvordan nedturen bagefter trak tråde langt ind i de følgende dage og uger og hvad der så måtte til af substitutter for både at kunne sove og fungere i et ellers almindeligt liv som CBS studerende. 

Men når der var kokain på bordet kom det som regel også med ret store mængder alkohol. Og jeg ved ikke om forholdet til min ekskæreste var starten på at skrue ned for mit eget forbrug. Måske ubevidst. Jeg oplever, at narkotika ofte bliver talt op med det argument, at alkohol jo er helt normalt og lovligt i vores samfund, selvom det er mindst ligeså vanedannende og skadende. 

Men stop lige en halv ✋Ingen af delene skal normaliseres, tales op eller – fx – tilbydes til børn. Til gengæld skal vi tale om det. Og den samtale har Maj My lige taget hul på med en lethed som er svær at finde andre steder 🙏👌

Jeg elsker selv et glas vin eller en god cocktail og jeg har ved Gud drukket meget alkohol i mit liv. Hvis druk og fest var en sportsdisciplin, havde jeg vundet medaljer i mine 20’ere. Og forgiftningen bliver både accepteret og hyldet. 

Med moderskabet kom først et naturligt stop i indtaget og senere en skarp prioritering af, om tømmermændene kan betale sige (det kan de sjældent). Det har også gjort mig yderligere opmærksom på, hvor stor en del af vores kultur det er. Alkohol er normen, og du bør have en forklaring, hvis du træder udenfor. Det er ikke nok at sige nej tak. Til gengæld er det blevet mere almindeligt at drikke 0% øl. Så er man stadig lidt en del af flokken. Med dåsen i hånden, stikker man mindre ud og så hygger vi stadig. 

Nu – fremfor at have et ret bedøvet forhold til alkohol – er jeg begyndt at stille mig selv spørgsmål der gør mig bevidst om, hvorfor, hvor meget, hvilken slags og OM jeg overhovedet har lyst til et glas vin før jeg takker ja. 

Og så drikker jeg kun op, hvis det smager mig. Jeg vil hellere smide dyre dråber i vasken end i min krop, hvis ikke jeg virkelig nyder det. 

Jeg oplever, at jeg ofte kun har lyst til et enkelt glas eller to. Ofte slet ikke. 

Kan på det varmeste anbefale Maj Mys nye podcast ‘Livsmanifestet’ hvis du vil udfordre din egen tænkning ❤️