Hver nymåne spørger jeg mig selv, hvad jeg har brug for at fokusere på, hvad min intention er for denne månes cyklus, hvor min energi er bedst brugt og hvad mit inderste kalder på. Det er en praksis, jeg har praktiseret i 1,5 år nu og det er på ingen måde nemt for mig, men det begynder stille og roligt at tage form og blive naturligt for mig at tage den tid til indadvendt refleksion. Det føles enormt selvkærligt at stille mig selv de spørgsmål. Som en stille revolution for et menneske som mig, der nemt glemmer at stoppe op og tage stilling. Som bare kører derudad og ofte glemmer om det egentlig var den vej, jeg ægte havde lyst til at gå. 

Det var nymåne i går og da jeg vågnede, nærmest inden jeg bevidst havde stillet mig selv spørgsmålet, tænkte jeg, at jeg skal have en pause fra sociale medier. Jeg tænkte tilbage på dengang jeg turde drømme stort, og dengang der ikke var lige så langt fra tanke til handling. Dengang det ikke føltes lige så farligt at tage drastiske beslutninger. Dengang jeg vidste, hvad jeg drømte om, også selvom jeg ikke altid turde at stå ved det eller sige det højt.  

Jeg troede det var fordi, jeg er blevet mor. Jeg troede det er derfor, jeg ikke tør drømme lige så meget mere. Jeg troede det var derfor, kontakten er væk. Det er det måske også. Mellem havregrød, vasketøj, nedsmeltninger og små menneskers behov der har det med at overskygge mine egne, så kan det godt være svært at mærke efter indeni, hvad drømmene egentlig er. Men i går slog det mig. At selvom jeg engang var meget mere optaget af, hvad andre tænkte og mente om mig, end jeg er i dag, så var jeg i langt mindre grad eksponeret for, hvad andre mennesker bruger deres tid på, hvad de drømmer om, hvad de mener om stort og småt og hvordan deres version af det gode liv, ser ud. Sociale medier. Ironisk navn. Det lille indblik i andre menneskers – fremmede, især – liv. Det føles som om jeg er afhængig af det, for det er jeg. Jeg doomscroller sjældent, men der er profiler på instagram, jeg holder af at følge med i og så kommer der alt det løse ved siden af. Det som inspirerer mig og alt det som fanger min opmærksomhed, både intentionelt og det der bare ryger uønsket ind i mit felt.

Informationsloadet er til at tage at føle på. For det er ikke længere bare smukke billeder og en håndfuld hashtags. Det er lange tekster, som jeg gerne vil læse og når jeg ikke når det, gemmer jeg opslaget med hensigten at vende tilbage senere og læse det ordentligt. Nogle gange åbner jeg app’en med et bestemt formål, men glemmer hvad det formål var fordi det første jeg ser, er endnu et interessant indspark til min virkelighed. Om klimakrise, om pædagogik, om krigen(e), samfund, mental load, kønsdebatter og moderskab. Om digitalt forbrug. Og så står jeg der og dvæler, mister mit fokus og fortaber mig. 

Det handler ikke om mit tidsforbrug. Jeg har et gennemsnitligt forbrug af facebook og instagram på 30 minutter om dagen. Det er ikke vanvittigt. Men det er måden, jeg bruger det på. Det er distraktionen. Trangen til at åbne app’en på tidspunkter, hvor jeg ikke har et formål. Frygten for at gå glip af noget. Det er antallet af gange, jeg tjekker det på en dag. Det er tankerne om det, jeg gerne selv ville bidrage med i mængden af holdninger og en samtidig undren over, hvorfor jeg dog gerne vil det. Og endnu mere; det er følelsen af langsomt at miste kontakten til mig selv. At blive i tvivl om, hvad der var min drøm, min holdning og min fornemmelse af rigtigt og forkert. 

Jeg tror ikke, jeg kan undvære sociale medier. Eller, det kan jeg jo godt. Men jeg tror ikke, jeg har lyst. Jeg har til gengæld lyst til at gå på opdagelse i, hvad der sker, hvis jeg holder en pause. Hvad sker der med min opmærksomhed, mit fokus, min oplevelse af virkeligheden? Tager mine drømme form på en ny måde? Vil jeg mangle det eller vil det føles som en lettelse? Vil jeg overhovedet gå glip af noget? Vil det give plads til noget af det, jeg allerede ved, jeg savner at bruge tid på? 

Måske vil jeg skrive om min oplevelse her. Måske ikke. Jeg vil forholde mig åbent og se, hvad der rører sig i mig. Jeg vil forcere mindre. Forsøge at gå mere med flowet i mig. Jeg vil kigge mere op.