I dag er det et år siden min søn brækkede armen. Det førte til en beslutning, der på den ene side var meget uventet og på den anden side altid havde ligget som et lille uoverskueligt ønske indeni hos mig. 

Vi meldte ham ud af børnehaven. 

Den brækkede arm gav ham et par uger hjemme sammen med mig og lillebror og vi mærkede alle 5 en markant forandring. Det var som om båndbredden blev større. Han koncentrerede sig bedre. Fordybede sig, var rolig og han smilede mere. Han havde overskud til at give kram og sige hej, når hans far kom hjem fra arbejde. Dagene blev bedre og nemmere af ikke at skulle aflevere ham i børnehaven om morgenen og finde hinanden igen om eftermiddagen. Det frigav ressourcer hos os alle sammen. 

Når jeg siger, at det altid havde ligget som et lille uoverskueligt ønske inden i mig, så er det fordi jeg skubbede hans vuggestuestart så langt jeg overhovedet kunne. Der var intet ved at starte ham i vuggestue, der føltes godt eller rigtigt. Jeg havde sagt mit job op, vi var flyttet ud af byen og jeg forsøgte at starte en virksomhed op. Så jeg havde både brug for og lyst til dagene uden børn omkring. Men det føltes ikke rigtigt. 

Og det var en hård start. Han var 17 måneder og han skreg og skreg og skreg. Vi justerede, havde møder med ledelsen, jeg gav ham korte dage, jeg græd, jeg håbede og efter 2 måneder fik vi plads i den vuggestue, vi ikke havde turdet satse på, men som vi håbede på. 

Der fandt han sig til rette. I en tryg voksenfavn blandt få børn med god plads og meget udetid. Jeg kan se nu, at dét som bar ham igennem de første 3 år af institutionslivet var de velkendte rammer, få voksne, få børn, udetid og dermed begrænset larm, god plads, obligatorisk hvilestund og meget faste strukturer, som er alt for få børn forundt i dag. Rytmerne var de samme, de skiftede kun med årstiderne. Gåturene var de samme. Maden var den samme hver uge. De brugte naturen aktivt og de fulgte dens sæsoner. De havde få afgrænsede aktiviteter i gang, og ellers var der fri fantasileg – ikke assisteret af et arsenal af farverigt og larmende plastiklegetøj, men inspireret af det man kunne finde og opfinde. Når jeg hentede ham om eftermiddagen fandt jeg ham oftest enten i en mudderpøl, oppe i et træ eller med en pind og en snittekniv. 

Han havde det godt. Fordi han var i rammer der passede på ham på en måde, som jeg slet ikke anede på det tidspunkt, at han har så meget brug for. 

Men tanken lå altid i mig, som noget uhåndgribeligt og uoverskueligt. At han ville trives bedst i hjemmelivet. At der ville opstå noget derfra, som han ikke fik plads til ellers. Jeg vidste ikke helt, hvad det var. Jeg drømte om at give ham det. Men jeg kunne heller ikke overskue det. Der var så mange konsekvenser forbundet med det. Økonomiske omprioriteringer. Min selvstændighed. Mit arbejdsliv. Alle de af mine drømme, som ikke havde noget at gøre med at være mor. Og så skammen. Skammen over, at vi – ham og jeg – havde en svær start. Spørgsmålene om jeg kunne have gjort det bedre for ham. Ansvaret jeg følte for at redde trådene ud og give ham hele verden. 

Den dag for et år siden, da han brækkede armen, græd han på en måde, som han næsten aldrig gjorde. Han blev ikke vred, han lod mig løfte ham og holde ham. Han blev blød og åben. Det var tydeligt, at han havde meget ondt. 

Jeg vidste, at det var nu, det gav mening at tage ham ud af børnehaven. Det var en nem beslutning, men den var også svær og jeg skulle tage en meget dyb indånding efterfulgt af en endnu længere udånding. At være hans mor var nogle gange det samme som ønsket om at ville give ham hele verden og ikke ane, hvordan jeg samtidig selv skulle overleve. Der var meget på spil, uanset hvad. Men det føltes som den største og mest empowering beslutning at tage ham hjem. Og jeg tror aldrig, jeg glemmer, hvordan hans øjne og hele hans ansigt lyste op, da vi overdrog ham nyheden. Med dét faldt den sidste flig af tvivl til jorden. 

Ingen ved, hvordan tingene havde udviklet sig, hvis han havde fortsat i børnehaven. Men jeg er ret sikker på, at vi ikke lige så tidligt havde fået sporet os ind på autisme. Da hverdagen ikke længere var mudret af en adskillelse og den træthed der altid vil følge med at gå i børnehave, blev det tydeligere og tydeligere, at der var noget helt andet på spil. Det stod klar for os, at uforudsigelighed, overgange og situationer med mange mennesker og indtryk var udløsere for totale kernenedsmeltninger. Selv da havde vi ikke et sprog for det. Selv da famlede vi. Vi vidste bare, at han har brug for, at vi tilrettelægger livet på en måde, som ikke passer særlig godt ind i normen. Men jeg har ikke kun fået øje på alt det, der gør det svært. Jeg har fået øje på så mange fantastiske sider af ham, som han har fået meget mere luft til at sætte i spil. Jeg ved nu, at jeg kan ønske at give ham hele verden uden at jeg drukner selv imens. 

Jeg har en søn med så sindssygt mange ressourcer. Han er intelligent, klog, humoristisk og han er udover det sædvanlige empatisk. Det undrer mig virkelig, at vi har indrettet et offentligt system, som først hjælper børn og familier, når ingen længere kan få øje på de ressourcer. Hvor man skal være helt knækket før nogen vil gribe ind. Jeg nægter at nå dertil, som jeg kan se, så mange familier gør. Jeg ved ikke hvordan for vores liv er en rutsjebane. Nogle dage går det over al forventning for pludselig at gå brat ned. Vi øver os, lærer og udvikler os og vi afprøver og justerer. 

Når jeg ser billeder af hans gipsarm, så tænker jeg på, hvad den brækkede albue betød for os på et meget større plan. Hvordan livet uventet ledte os til en vigtig beslutning, vi nok ikke ellers havde fundet modet til. At tænke på det sådan, lader mig finde tillid til, at vejen viser sig for os i takt med, vi går. At vi med åbne hjerter og modet til at gøre det uoverskuelige vil kunne blive ved at lyse på ressourcerne først og fremmest. 

Indlægget En brækket arm og en stor beslutning blev først udgivet på Sara Fredslund.