Dette indlæg er en reaktion på denne linkede historie bragt af Autismeforeningen d.8. april 2026.

Vi har skabt et stockholmsyndromsk forhold til systemet. Vi er dybt afhængige af det, men det er også et fængsel. Som denne historie gør det tydeligt, er det totalt uigennemskueligt, hvornår systemet er til for at hjælpe og støtte os, og hvornår det direkte modarbejder forbedringen af forholdene for forældre, børn og familier. 

Det skaber mistillid og frygt for at gå til det system, som skal forestille at hjælpe sine borgere. 

Børn der reagerer i vuggestuen, i børnehaven, børn der reagerer voldsomt når de kommer hjem ved at råbe, græde, slå, isolere sig – de råber om hjælp! De børn er overbelastede og stressede. De er i totalt rødglødende alarm. De skal ikke vurderes, observeres, mistænkeliggøres, sættes på hold. De skal støttes. 

De har brug for omsorg, for kærlighed, for tryghed. De har ikke brug for konstant at blive udfordret langt udenfor deres komfortzone. De har brug for forældre, der føler sig set og hørt og holdt, så de kan skabe den tryghed det kræver at være og forblive tryg og velreguleret. Det har ikke brug for, at deres familier bliver testet og sat i venteposition og får eskalerende belastningsreaktioner, som skaber dårligere grobund for at støtte det allerede udfordrede børn. 

Jeg er rystet over at læse det her. Rystet og rasende. 

Hvad fanden er det, vi byder vores børn? Det er absurd. 

Du ved det. Jeg ved det. Alle ved det. Og det bare fortsætter og fortsætter og fortsætter. Snak snak og bla bla om psykiatriens udfordringer, om budgetter og specialtilbud og INGEN tiltag ser jeg, der rettidigt inddrager den viden, vi allerede har om nervesystem, stress, sansemotorik, sanseintegration, primitive reflekser, søvn, vejrtrækning, ernæring. 

Ingen! 

Indlægget Et stockholmsyndromsk systemforhold blev først udgivet på Sara Fredslund.

Det begynder at gå op for mig, at der ikke er plads til at interessere sig for, hvordan vi kan skabe reel bæredygtig bedring. Vi taler ikke om, hvad vi kan gøre for at beskytte og lindre børnenes indre verden. Vi taler ikke om. Vi taler om trivsel og inklusion og specialtilbud og lilleskoler som om svaret på alle vanskeligheder er at modulere omgivelserne. Hvorfor taler ingen om, hvordan vanskelighederne opstår i første omgang? Er vi bange for at tale om, at vi måske slet ikke er så magtesløse, som vi får at vide, vi skal være? 

Dig med autisme tæt på, kan du forestille dig en verden, hvor vi talte åbent om al den information og det potentiale nervesystemet indeholder og hvordan vi kan arbejde med at regulere det? Hvad nu hvis vi kan gøre meget mere for vores børn end vi får at vide i dag? Hvad nu hvis svarene er lige foran os, men ingen giver os brillerne til at se det? 

Ser vi ikke skoven for bare træer?

Forstå mig ret, jeg vil meget gerne have, at vi modulerer omgivelserne. Men helst som et svar på de grundlæggende strukturer der stresser hjernen, undertrykker kreativ tænkning og fysisk udfoldelse og som homogeniserer samfundet og menneskerne fremfor at lade fællesskabet blomstre netop på grund af vores forskelligheder. 

På denne her måde ender vi med et parallelsamfund. Vi indsnævrer normen mere og mere og isolerer alle dem, der stikker ud. Enten derhjemme i en forsumpende bobbel med forældre uden mulighed for at skabe bæredygtige arbejdsliv. Eller i specialtilbud, så alle os ’neuronormative’ ikke behøver forholde sig til det. 

Vi isolerer dem, så deres særinteresser og særlige kompetencer og evne til at lyse på alt det, der ikke fungerer, bliver hengemt i mørklagte skrin mens vores tolerancevindue for, hvad der er normalt, lukker sig om os dag for dag. 

Neurodivergens i er inflation. Og lur mig. Inden vi får set os om, er specialtilbuddene vokset større end folkeskolerne. 

Når jeg græder i desperation over en truet økonomi, fordi jeg ikke kan se, hvordan jeg kommer til at varetage et almindeligt arbejde i nærmeste fremtid, så siger de ’det du ønsker dig, er vel tabt arbejdsfortjeneste?’.

Lad mig slå noget fast. Jeg har ingen drøm om at leve på tabt arbejdsfortjeneste! Jeg har været i berøring med virkelig mange mennesker i desperate livssituationer igennem mit liv. Sygdom, arbejdsløshed, sorg. Jeg har stadig ikke mødt et eneste menneske, hvis drøm det er at leve sit liv understøttet og afhængig af staten. 

Når jeg spørger om det giver mening at forholde sig til ernæring og kost, kryber lægen ned i et musehul og taler i floskler og bla bla udenom. Når jeg spørger om vi kan få hjælp til en terapeutisk træningsindsats, så vi kan arbejde med hans overbelastede sanseapparat og nervesystem, så siger de, at det må være noget børnehaven skal sørge for. Når jeg siger, han ikke går i børnehaven, kan man se håret rejse sig på dem mens de for deres indre blik leder i deres paragrafkatalog efter den § min familie kan passe ind i. 

Det er absurd at det virker som om, vi har skudt os selv i foden ved at drage omsorg for vores eget barn. 

Ingen PPR. Ingen pædagogiske udtalelser. Ingen tilknytning til noget som helst. Vi kan tydeligvis klare os selv. Mon ikke vi også klarer den fint fremadrettet. 

Bag i køen. 

Kom tilbage, når du er ægte syg. Så skal vi nok fikse dig. 

Jeg forstår ægte ikke, hvor snæver tankegangen er i alt fra sundhedsvæsen til børne- & ungeforvaltninger og skolesystem. 

Indlægget Ser vi overhovedet skoven? blev først udgivet på Sara Fredslund.