Dette indlæg er en reaktion på denne linkede historie bragt af Autismeforeningen d.8. april 2026.

Vi har skabt et stockholmsyndromsk forhold til systemet. Vi er dybt afhængige af det, men det er også et fængsel. Som denne historie gør det tydeligt, er det totalt uigennemskueligt, hvornår systemet er til for at hjælpe og støtte os, og hvornår det direkte modarbejder forbedringen af forholdene for forældre, børn og familier. 

Det skaber mistillid og frygt for at gå til det system, som skal forestille at hjælpe sine borgere. 

Børn der reagerer i vuggestuen, i børnehaven, børn der reagerer voldsomt når de kommer hjem ved at råbe, græde, slå, isolere sig – de råber om hjælp! De børn er overbelastede og stressede. De er i totalt rødglødende alarm. De skal ikke vurderes, observeres, mistænkeliggøres, sættes på hold. De skal støttes. 

De har brug for omsorg, for kærlighed, for tryghed. De har ikke brug for konstant at blive udfordret langt udenfor deres komfortzone. De har brug for forældre, der føler sig set og hørt og holdt, så de kan skabe den tryghed det kræver at være og forblive tryg og velreguleret. Det har ikke brug for, at deres familier bliver testet og sat i venteposition og får eskalerende belastningsreaktioner, som skaber dårligere grobund for at støtte det allerede udfordrede børn. 

Jeg er rystet over at læse det her. Rystet og rasende. 

Hvad fanden er det, vi byder vores børn? Det er absurd. 

Du ved det. Jeg ved det. Alle ved det. Og det bare fortsætter og fortsætter og fortsætter. Snak snak og bla bla om psykiatriens udfordringer, om budgetter og specialtilbud og INGEN tiltag ser jeg, der rettidigt inddrager den viden, vi allerede har om nervesystem, stress, sansemotorik, sanseintegration, primitive reflekser, søvn, vejrtrækning, ernæring. 

Ingen!