Dette er min blog. Her deler jeg mine oplevelser som forælder til et barn med autisme. Jeg mangler selv at kunne høre andre forældres stemmer. Uden at sidde i rundkreds og uden at doomscrolle på instagram for at finde ligesindede. Bare et sted, jeg kan gå hen, når der er plads. Hvor jeg kan mærke, jeg ikke er alene.
Måske er du selv forælder. Så håber jeg du kan finde det, jeg selv ledte efter. Men det kan også være, du står tæt på på en anden måde; som bedsteforælder, faster, veninde. Denne blog er lige så meget til dig. Som den primære omsorgsperson, der befinder sig i stormen 24/7 er det svært at forklare for sin omverden, hvordan det opleves. Derfra vokser ensomheden.
Jeg har gjort mig virkelig mange overvejelser om, hvorvidt det er okay at publicere mine oplevelser. Jeg ønsker inderligt, at alle mine børn selv kan eje deres egen historie. Derfor vil jeg gøre mig umage med, at mine indlæg afspejler min oplevelse og mine tanker. Både som mor, men også som terapeut og forsker og mit perspektiv på hvordan vi griber sundhed, sygdom og forskelligheder an i vores samfund.
Vi har brug for hinanden. Og jeg håber, jeg med mine ord kan bidrage til spejling og indblik.
Jeg har tænkt på om tiden mon er løbet fra blog-formatet. Om nogen overhovedet vil finde vej hertil, om nogen overhovedet vil fordybe sig i mere end en fængende reel eller endeløse små firkantede billeder med korte tekster til. Men dybden er mit foretrukne format. Der hvor nuancerne kan få plads og alting går lidt langsommere. Så jeg giver det et forsøg. Og nu er du her også! Jeg er så glad for, at du har fundet vej til mig.
Tak fordi du er her.
Jeg havde selv sagt ja til et besøg af ’Damen fra kommunen’. Da vi var til partshøring hos hende, var det[…]
Dette indlæg er en reaktion på denne linkede historie bragt af Autismeforeningen d.8. april 2026. Vi har skabt et[…]
Det begynder at gå op for mig, at der ikke er plads til at interessere sig for, hvordan vi[…]
mail@sarafredslund.dk