Det føles som at gå i kviksand. Alt er tung og trægt og langsomt. Jeg føler jeg er gået i stå, mens jeg minder mig om, at små skridt og én dag af gangen hverken er stagnation eller tilbagegang. 

Jeg græder mens jeg nusser ham på ryggen. Jeg skulle egentlig putte hans storebror også, og hans lillebror græder efter mig. Jeg ser dem, derude i skyggen, men jeg kan ikke altid favne dem. Det er faktisk umuligt. For jeg sidder her på sengekanten for at finde lidt ro for både ham og jeg. Ingen skal græde sig i søvn. Slet ikke ham. Vi er faldet til ro. ’Jeg elsker dig’, siger jeg i det jeg rejser mig for at gå ud i gen. ’Jeg hader dig’ svarer han. 

Jeg ved godt, han ikke hader mig. 

Men det stikker alligevel. 

Og så går jeg. For at putte de andre. De ser mine tårer. Stryger dem af min kind og ser mig i øjnene uden ord. Jeg krammer min mand lidt hen over opvasken og siger ’bare det hele’, når han spørger hvad der er galt. 

I det mindste er der ét menneske der ved, hvordan det er. 

Jeg er træt af min egen stemme. Den siger det samme igen og igen. Mest nej. Eller ’kom, nu gør vi lige det her færdigt’, eller ’du skal tage støvler på’. 10 gange. En simpel sekvens som at tage nattøj på kan blive afbrudt et utal af gange og der lurer altid en nedsmeltning lige om hjørnet, så jeg er hele tiden på vagt. Presser lidt, men ikke for meget. Det tager lang tid at komme i gang med alting. Og lang tid at blive færdig. Meget længere end min tålmodighed rækker. 

Jeg føler jeg trækker vejret dybt 17.000 gange om dagen. Men i virkeligheden glemmer jeg helt at trække vejret. Meget af tiden.