Jeg hader solsikkesnoren. Jeg har gemt den i en skuffe i et år nu. Jeg ved, hvor den er, men jeg har lyst til at smide den i skraldespanden. Jeg har ikke lyst til at pynte mit barn med den og med den fortælle ham, at han er anderledes uden at sige, han er anderledes. Det føles falsk.
Han er ved at opdage det selv. At der er nogle ting der er vanskeligere for ham end for de andre. Det er sårbart. Farligt at træde ind på den sti, hvor hans selvværd bliver ramt. Jeg har mest lyst til at give ham en superheltekappe for hans tapperhed, for hans omsorg og varme øjne, for alle hans kram og kys, for hans nysgerrighed og de store filosofiske tanker han deler med mig og for hans evne til altid at rejse sig op igen, tørre øjnene og kæmpe videre, når han har slået sig på verden.
Vi skal snart ud at flyve. Jeg har ikke lyst til at pynte ham med en snor i grimme farver og som skal fortælle verden, at de skal behandle ham anderledes.
Jeg ønsker ikke, at verden skal behandle ham anderledes. Er vi ikke alle sammen bare lidt anderledes?
’Du har lidt at arbejde med’. Det sagde damen på kommunen, da jeg fortalte, at jeg har gemt snoren i en skuffe. Jeg tror hun sagde det fordi hun troede, at jeg selv kunne se, jeg har noget at arbejde med.
’Det er bare et godt råd’ tilføjede hun. Jeg kvitterede og sagde, at det i hvert fald var et råd. Min mand synes, jeg var hård. I virkeligheden var jeg meget blød i forhold til det hav af vrede, der skyllede over mig indvendigt.
Jeg har helt sikkert noget at arbejde med. Mange ting. Solsikkesnoren er ikke en af dem.
Jeg sagde til hende, at om to år så render alle mennesker rundt med en solsikkesnor fordi vi ellers ikke finde ud af at tolerere hinandens forskelligheder og så introducerer vi tulipansnore til dem, der stikker ud fra den anderledes anderledeshed.
Hun bad mig tænke over det. For min søns skyld. Nogle bruger jo deres børn til at smugle ting med ombord på flyet og sikkerhedsvagterne må gerne tage børn til side. Med en solsikkesnor håndterer de situationen anderledes.
Sikke et guilt-trip. Nu er det åbenbart min stædighed og stolthed (jeg ved godt, jeg besidder begge i store mængder) der kan være skyld i, at min søn og resten af min familie får en dårlig oplevelse i security.
Jeg tror, vi kollektivt er blevet så bange for andre menneskers helt naturlige voldsomme reaktioner. Fordi det er ubehageligt og det ubehag er svært for os at være i. Det er nemmere at give dem et skilt på, hvor der står ”jeg har et handicap, jeg kan ikke gøre for det” for så er vi fri for at tage stilling til, hvad det rører i os selv og hvorfor det bliver ubehageligt. Vi behøver ikke stille noget op, vi kan bare se den anden vej. Vi kan give handicappet skylden. Og mobilisere en tolerance derfra. Ikke en tolerance for den menneskelige reaktion. En tolerance for handicappet. Handicappet må gerne være her, men helst ikke for mange følelser, helst ikke for meget menneske.
Måske får han snoren på. For nogens skyld. Jeg ved ikke for hvis. Jeg ved bare, at det virkelig er svært at holde fast i mig selv og det jeg tror på og samtidig navigere i andres meninger og logik, der er helt omvendt end min.
Hvad er dine erfaringer med solsikkesnoren?
4 Kommentarer
Jeg har ingen erfaringer med solsikkesnoren, men vil blot møde dig i dine følelser og holdninger – for ligesom det er befriende for mig at læse at andre har følelser der minder om mine egne – ligeledes er det måske tilsvarende rart for dig, at vide at dit ræsonnement og følelsesliv er noget der lever udenfor dig også.
Jeg kan 1:1 genkende dit meget ambivalente forhold til den fordømte solsikkesnor. For det burde ikke være nødvendigt at udstyre vores skønne små mennesker med en snor, der skulle skabe forståelse og rummelighed i mødet med omverdenen – for den rummelighed, tolerance og accept burde findes UDEN en snor om halsen. En snor der retfærdiggør dét vores samfund og vores kultur ellers igennem generationer og årtier har besluttet absolut ikke er gangbart. Sensitivitet, temperament, hårde ord, følelser der har behov for samregulering, et nervesystem på overarbejde og en krop og en hjerne der ikke altid samarbejder.
Udstyrer man sit barn med en snor, så føles det fandeme også lidt som en falliterklæring. Lidt som om at jeg nu har stemplet ham som værende unormal, som én andre skal passe på (men ikke nødvendigvis i den positive og omsorgsfulde forståelse af ordene), og at der ikke ægte kan gøres plads til ham. At vi skaber et behov for at han skal skille sig ud, i forsøget på at han ikke må skille sig alt for meget ud. Giver det mening?
Jeg har én gang taget solsikkesnoren frem og lagt den på bordet i en bowlinghal. Og jeg tror at jeg gjorde det for min egen skyld. … Men jeg er ærligt stadig ikke helt sikker på bevæggrunden. Måske det var for at slippe for potentielle kommentarer fra andre. Måske det var for at undskylde for min søns opførsel. Måske det var for at slippe for den skam jeg så ofte føler behæftet mit forældreskab og andres øjne på min opdragelses-metode. Jeg er helt bevidst om min måde at tilgå (primært) vores søn, og jeg er ligeledes meget bevidst om andres holdning til hvordan vi burde gøre anderledes, da det må være vores mangel på konsekvenser og tydelighed i forældreskabet der resulterer i grænsesøgende adfærd.
Det er det ikke. Og ind imellem… Bare ind imellem, så har jeg behov for at slippe for den byrde det er ustandseligt at skulle forholde sig til ANDRES holdninger, meninger, synsninger, gode råd eller bebrejdende blikke.
For at forholde sig til og regulere, ikke blot sit eget nervesystem, men også en andens, og samtidigt også have fokus på de andre børn i børneflokken der tages som gidsler i ubehagelige situationer, og agere sikker havn – det er den ondelyneme udfordrende og energikrævende nok!
Så… Med en solsikkesnor på bordet har jeg den ene gang måske forsøgt at skabe mig en anden slags plads – en plads jeg ellers ikke følte at vi måtte tage os i en bowlinghal, hvor der er andre betalende kunder. – Men det var vi også. Betalende kunder altså. Og vi skal også have lov at forsøge at gøre ting som andre familier kan være i med lethed.
Vores søn blev by the way udtaget i security check. Jeg var spændt som en bue da det skete, og klar på at der kunne komme en reaktion. Og han klarede det SÅ flot! Vi kunne tale ham igennem det hele, og han gik derfra uden ar på sjælen – men en erfaring rigere.
Jeg siger ikke at det er løsningen for alle og at solsikkesnoren ikke kunne have været oplagt.
OG…. Ind imellem findes der en løsning alligevel. OG…. Helt ærligt. Vi er vant til reaktioner på daglig basis, selv om vi ustandseligt forsøger at være 5 skridt foran, så man kan bare aldrig vide uanset.🤷♀️🤷♀️😅
Kære Camilla
Tak for at læse med og for at tage dig tid til at skrive. Det giver så god mening alt det du siger. Tusind tak for at kaste spejlet tilbage. Det er så dejligt at møde nogen, der ikke kun forstår – men også mærker – hvad jeg mener.
Kh Sara
Jeg ved ikke om jeg som far til dig er inhabil som “kommentator”, men jeg prøver 🤗
Som en der har fulgt dig/jer på nærmeste hold, og og set hvad det gør for jeres familie, har jeg fuld forståelse for frustrationen overfor “systemet”.
Det er virkelig tungt og bureaukratisk, og urimeligt for dem som har behov.
En blog som denne er fin, men tror ikke den rammer dem som har muligheden for at gøre noget ved det, nemlig politikerne. Som jeg har sagt til dig synes jeg du skal lægge maksimalt pres på, politisk. Det kan godt være 2 delt. Først en velbegrundet henvendelse, og det ved jeg du kan, til borgmesteren fulgt op med et møde med en politiker fra området.
Næste skridt er at de går videre til Christiansborg, for afbureaukratisering er deres bord. Og det er bydende nødvendigt. Det er en lang sej kamp, men jeg kender dig også godt nok til at vide, at hvis du ser formålet, er du svær at stoppe. Positivt ment.
Far 🙏🏼