Klokken er 4, jeg ligger søvnløs og tænker på mødet i går. Forlader den varme seng og tager et bad. Jeg har lyst til at sætte mig direkte ved tasterne, men jeg ved, at jeg har brug for at nære omsorg for mig selv, hvis jeg skal blive ved at yde. Så jeg tager et bad, tænder brændeovnen, mediterer. Starter dagen i roligt tempo før jeg åbner for en skærm. 

Klokken er næsten 6. Ovnen varmer. Mit momentum er ved at slippe fra mig. Jeg skal samle tankerne igen. Jeg er roligere, men mine ord lever også bedst, når jeg er enten vred, frustreret eller ked af det. Det er ikke særlig bæredygtigt. 

Den mindste vågner. Jeg nåede at skrive 5 linjer. Han kravler op på mit skød. Putter sig ind til mig og jeg nyder det, mens jeg i hovedet formulerer linje 6, 7 og 8. 

Vi var til møde på kommunen i går. Partshøring. Det lyder så teknisk. Så koldt. Det var det også. Ikke sagsbehandleren. Hun var omsorgsfuld nok. Men jeg har ikke brug for omsorg og forståelse fra en kommunal fagperson. Jeg har brug for hjælp. Den findes ikke, ikke lige indenfor rækkevidde i hvert fald. Hun sagde det ikke. Faktisk sagde hun ikke noget, jeg kunne bruge til noget i den time jeg var der. 

’Endelig hul igennem’, tænkte jeg ellers da hun ringede til mig for 10 dage siden. Jeg har ventet på deres opringning – som blev mig lovet – i en måned. Det var bare ikke derfor hun ringede. Hun skulle bare undersøge om vi var i målgruppen til det forældrekursus vi havde søgt plads på. Sagsbehandleren der var sat på sagen, havde påtaget sig for meget. Deraf radiotavsheden. 

Et forældrekursus føles som en unødvendig add-on til alt det, jeg i virkelig har brug for. Men det var det eneste konkrete der var at gribe i, da jeg henvendte mig til kommunen for 1,5 måned siden efter vi fik diagnosen. 

”Hvad ville du gerne tale om? spurgte hun, da jeg spurgte om vi så havde eller ikke havde en sagsbehandler. 

Jeg var stille. Anede ikke hvad jeg skulle svare. Det sagde jeg til hende. Og så plaprede jeg halvgrædende i 5 minutter om alle de emner jeg gerne ville tale om. Alle bekymringerne om alt fra skolestart, til økonomi, mit eget helbred og skyggebørn. 

”I har brug for hjælp, det kan jeg godt høre. I skal have en hånd i ryggen”. En time senere havde vi et møde i kalenderen. Jeg var glad og lettet. Nogen lyttede til mig og satte tid af til at lytte mere uddybende. Det måtte vel betyde, at der var hjælp at hente. 

Men det betød det ikke. Min tolkning er, at det møde betyder, at sagsbehandleren – ud fra et medmenneskeligt perspektiv – gerne vil hjælpe os. Hun vil gerne være der for os. Og hendes behov for at hjælpe er blevet kortvarigt tilfredsstillet. Men hun har reelt ikke noget at tilbyde. Hendes hænder er bundne af et snørklet, ineffektivt, uigennemskueligt og bureaukratisk system. 

Min mand og jeg derimod har koordineret vores kalendere, afsat tid i en presset hverdag, fået passet børnene og spildt en eftermiddag. Vi fik intet ud af mødet, end ikke en idé om hvad kommunen evt. kan tilbyde. 

Jo, vi er i målgruppen til forældrekursus. Hun kan bare ikke sige hvornår det bliver. Men med sikkerhed ikke på denne side af sommer. 

Jeg troede en diagnose var en slags adgangsbillet. Det var primært derfor, jeg gik med til overhovedet at få ham udredt. Jeg vidste, det skulle til før vi kunne få noget hjælp. Jeg vidste ikke, at vi skal synke helt i knæ før hjælpen er andet end en hånd i ryggen. 

Jeg spurgte, hvad en hånd i ryggen er. Svaret lød, at det først og fremmest er denne partshøring, dernæst hendes sammendrag som bliver sendt videre i systemet, tilknytning af en sagsbehandler fra det ene eller det andet team, ukendt sagsbehandlingstid men til gengæld en åben linje til at ringe til kommunen og spørge, hvor langt de er med vores sag og om der er noget nyt. 

Det sagde hun. 

Jeg kan allerede se hånden i ryggen forvandle sig til yderligere modstand. Frustration og afmagt over ikke at blive grebet mens der er forebyggelsespotentiale for belastningsreaktioner og tid der skal findes til at ringe og rykke for vores sag – som ligger nederst i bunken fordi vi, ja, forebygger. 

Det giver I N G E N mening. 

Jeg ringede til vores private sundhedsforsikring i dag. Det tog 13 minutter at få bevilliget 5 sessioner hos en børnefysioterapeut. Det lød ikke som en løsning de havde gjort mange gange før, men jeg bad specifikt om det og jeg kunne argumentere for, hvorfor det gav mening. Jeg blev lyttet til og bum, så fik jeg hjælp. 

Jeg er udover alle grænser taknemmelig for adgang til privat sundhedsforsikring. 

Men det sætter virkelig en stor fed streg under, hvor absurd vores samfund er indrettet og mit hjerte bløder for de tusindvis af forældre og børn der hver dag ikke bliver mødt.