Det begynder at gå op for mig, at jeg har stukket hånden i en hvepserede 🐝

Jeg har skrevet et udkast til en projektidé, som omhandler tidlig forebyggende familierettet indsats til børn med autisme. (Meget) kort fortalt er indsatsen et samlet tilbud om ergoterapi, ernæringsterapi og kropsterapi (til forældrene) i kommunalt regi til børn med autisme i alderen 4-8 år. Formålet er (også kort fortalt) at skabe bedre tarmsundhed, ernæringstilstand, regulering af nerve- og sansesystem, mindske stressbelastning og fremme generel sundhed og trivsel hos både barn og forældre. 

Nu begynder udkastet at lande hos politikere og interesseorganisationer. 

Jeg har formuleret min idé baseret på 1) samtaler med andre forældre og flere erfarne  terapeuter på området, 2) en mangeårig undren over, at vi ikke har mere fokus på ernæring i ALLE hjørner af vores sundhedssystem og 3) et kæmpe afsavn hos mig selv som forælder i det tilbud, der (ikke) er tilgængelige i offentligt regi. 

Udover kompetent sagsbehandling så savner jeg i den grad, at der findes tilbud til at støtte forældre i, hvordan man griber den massive mængde daglige udfordringer an, man står med, når ens barns sanser er på konstant overarbejde, når måltiderne fylder urimeligt meget og når man selv har et så flosset nervesystem, at man næsten ikke engang kan overskue at bede om hjælp. 

Det tilbud jeg savner, finder jeg ikke på et kursus. Eller i en forældregruppe. Eller i børnehaven eller skolen, selvom jeg i den grad mener, at skolerne trænger til en gevaldig opdatering, hvad angår både indretning og kompetenceniveauer. Lad det være sikkert. 

Jeg mangler terapeutiske tilbud. Der findes så mange sindssygt dygtige børneergo- og fysioterapeuter. Hvorfor er deres kompetencer kun gangbare i privat regi? Og ernæring – jeg har slet ikke plads her til at gå ind i, hvor langt bagud vi er i Danmark i anerkendelse af, hvor afgørende det er for vores helbred, hvad vi propper i munden. Og kropsterapi – jeg ved godt, jeg har taget den langt, men helt ærlig. Det er tid til, at vi tør tænke nyt. OGSÅ i det offentlige. Vi kan ikke blive ved at sidde og tale til stressede folks frontallapper. Kroppen skal med i arbejdet. 

Så når jeg opdager, at det er en hvepserede, så er det ikke engang pga selve indholdet. Det er simpelthen det, at jeg vil tilbyde børn og forældre en målrettet terapeutisk indsats. Og det tager åbenbart fokus fra skolernes ansvar i børnenes mistrivsel. Og placerer skyld og skam på forælderen, hvis barnet mistrives alligevel. 

Jeg synes godt, vi kan sætte fokus begge steder. Vi kan godt sætte fokus på, at skolerne skal tage mere ansvar OG tilbyde forældre støtte til de udfordringer, der er i hjemmet. 

Vi lader jo heller ikke være med at tilbyde rygestopkurser til hjertepatienter fordi det ville være for skamfuldt for vedkommende ikke at lykkes.