Jeg kigger på vores køleskab og de sedler, der hænger der. Idéer til lege og øvelser, der kan hjælpe med reguleringsevne, med at sænke alarmberedskabet og med at mærke sin egen krop. Ting jeg kan gøre for at styrke hans proprioceptive sans, gode råd til alle mulige situationer. Jeg står ved kaffemaskinen i vores køkken, træt og mat og overvældet. I dag lander de gode råd tungt på mine skuldre, tungere end de fleste andre dage.

På kurset, jeg lige er kommet hjem fra, blev jeg introduceret til, hvordan jeg kan bruge tegninger og sociale fortællinger til at støtte mit barns mentaliseringsevne og nu føles listerne – der kigger på mig mens jeg gaber ved kaffemaskinen – bare som en påmindelse om alt det, jeg burde gøre bedre. Jeg forstår godt, hvordan skyldfølelse og skam kravler under huden på en. Hver gang jeg lærer noget, er det endnu en ting, jeg skal overkomme. Endnu et ansvar jeg kan påtage mig. Men jeg ved godt at skyldfølelsen vokser fra en kombination en dyb kærlighed og overvældelsen over det ansvar, jeg ikke altid magter at påtage mig, men som jeg ville ønske jeg gjorde. 

Jeg laver min kaffe og lægger mig ud i haven. Han følger efter, som altid, og jeg kigger på ham mens han hopper i trampolinen. Han tager tilløb og springer op på mig i et kram. Han er glad for, at jeg er hjemme igen. Jeg ville ønske, jeg stadig sad i bilen og kørte gennem de grønne og gule landskaber på uendelige snoede veje. Alligevel føles netop dette øjeblik særligt vigtigt. Jeg lukker øjnene og klemmer ham ind til mig og forsvinder et øjeblik i hans mørke mandeløjne mens jeg forsøger at fortælle ham, hvor stor og dyb min kærlighed til ham er. Det er umuligt. Han smiler og fortæller mig random facts om kranosaurer og andre dinoer, jeg ikke længere kan huske navnene på. Hans hjerne fascinerer mig. Jeg ville ønske jeg meget tidligere i livet, havde lært at værdsætte det, jeg ikke forstår. Måske ville jeg bedre kunne rumme de dage, hvor jeg ikke forstår ham så godt. Måske ville han ikke møde verden med lige så meget modstand. Måske ville verden møde ham med mindre modstand også. 

Jeg har knækket i forsøget på at være og gøre mere, end jeg havde kapacitet til. Det føles utilgængeligt at insistere på et godt liv med mening og trivsel, når rammer og vilkår ikke skaber forudsætningerne for det. For mig kræver det en dedikeret daglig praksis at vende tilbage til. Hvor jeg kan reflektere, regulere og re-kalibrere mit eget system for at opbygge nok kapacitet til at møde udfordringerne, insistere på ressourcerne og balancen mellem at tilgodese hans, mine og fællesskabets interesser. Jeg tror det ville være mig helt umuligt uden kompetente terapeuter, der laver lister til mit køleskab, dygtige formidlere der deler deres viden, og en familie der bare altid står klar til at hjælpe. 

Jeg tænker på, hvad det kræver at insistere på et liv med mening og trivsel. Som om sundhed er blevet en luksus, der er de få forundt. De nemme valg er sjældent de gode valg. Fra jeg kigger i supermarkedets køledisk med kunstig ’mad’ til jeg vælger, hvad vores børn ikke må se i fjernsynet, til den absurde stilhed der indfinder sig, når jeg vil tale med et menneske i den offentlige forvaltning, der tør og må tænke langsigtet og forebyggende. Jeg tænker virkelig meget på, hvor mange forhindringer vi med vores samfundsmodel har sat op for os selv, så det kræver helt umenneskelige kræfter at insistere på det sunde liv. 

Jeg ønsker mig så inderligt en verden, hvor det ikke er så svært at tage gode valg. Hvor rammerne ikke ville skabe så meget friktion hele tiden, så bekymringerne over at stikke udenfor ikke ville fylde lige så meget. Måske ville skyldfølelsen og skammen ikke overmande os i samme grad. Måske ville vi kunne bruge kræfterne på at leve vores gode liv, lege den leg, tilberede det måltid, give den massage, hvis ikke vi samtidig skulle gøre det i et forsøg på at passe ind i det upasselige. 

Jeg tænker på, at min dreng slet ikke mistrives, men jeg ved, han er i høj risiko for at komme til det. Al forskning, al erfaring peger på, at han er i høj risiko for at få det svært, når han skal passe ind i det konforme og at det er fuldstændig afgørende, at være opmærksom på det tidligt. Så jeg tænker på, hvorfor det dog er så kontroversielt at forsøge at gøre noget nu. Hvorfor vi skal stå så alene med det. Hvorfor vi kun har de lister på køleskabet fordi vi betaler for en privat fysioterapeut. Hvorfor vi må klare os selv fordi vi har taget ham ud af børnehaven for at passe på ham. Hvorfor vi ryger bagerst i køen, fordi han har det godt (end)nu. 

Men selv de dage, jeg ikke magter listen på køleskabet, så kigger jeg på den og finder en form for ro i, at magtesløsheden ikke er reel – det er kun en følelse. Der er noget jeg kan gøre. Jeg er ikke magtesløs. Nogle gange føles det som om min verden er skrumpet. Relationer, arbejde og hobbyer er skåret mere ind til benet, end jeg ønsker mig. Men jeg er også blevet udvidet. Indad og i dybden er jeg blevet større. Som om jeg har fundet et sted i mig selv, jeg ikke vidste fandtes. Jeg ved ikke om andre ser det. Det føles usynligt og uden sprog. Men det er der, jeg mærker det. Der er derinde drivkraften bor. Side om side med kærligheden.