Jeg ved ikke om mennesker, som af livsstilsrelaterede – eller andre – årsager er i overhængende fare for at udvikle diverse sygdomme, står i kø hos kommunen for at få hjælp til forebyggende tiltag. Jeg ved ikke om mennesker der ryger, drikker for meget cola eller alkohol, eller primært lever af forarbejdede ”mad”, aktivt søger hjælp til at gøre noget andet. Men jeg ved, at forældre til børn med autisme rent faktisk står i kø hos kommunen for at få hjælp. FØR læsset vælter. Måske starter de med at tale med pædagogerne i vuggestuen. Dernæst i børnehaven. Måske har de nogle møder. Og så kommer skolen. PPR. Samarbejdsmøder. Sygefravær. Sagsbehandling. Vurderinger. Jeg tror ikke de ved, hvad de skal bede om. Jeg vidste det dårligt selv. Men vi beder om hjælp. Det burde berettige i det mindste et åbent lyttende menneske, som kan hjælpe med at spore sig ind på, hvilken hjælp der er brug for. Meget af ovenstående kunne afværges med så simple greb. Støt familien. Tal med dem. Lyt. Og sæt ind med en håndgribelig indsats. Jeg er ergoterapeut. Og som en erfaren psykolog bekræftede for mig forleden: ”alle burde kende til ergoterapi og sansemotorisk træning”. 

Tænk sig. Håbefulde mennesker, engagerede og med den største drivkraft og gåpåmod for at forebygge mistrivsel, står i kø hos kommunen. Kommunen burde klappe i sine små nærige hænder over muligheden for at forebygge trivselskriser og folkeskolekollaps. I stedet bliver man mødt som om forebyggelse er et fremmedord. 

Barnets lov §30 er ellers lavet for at sikre, at kommunen tilbyder forebyggende indsatser til børn, unge og deres familier. Men okay, loven har også et smart smuthul, for kommunen skal kun tilbyde forebyggende indsatser, hvis kommunen mener at kunne imødekomme det. Jeg ved næsten ikke om jeg skal grine eller græde. 

Lad os bare sige, at det står meget tydeligt, at det synes kommunen ikke de kan. Og nu er vi nået dertil, hvor en meget plausibel besked er, at dit barn ikke har det dårligt N O K. 

For 6 dage siden sendte jeg følgende ud i 3 forskellige Facebook grupper: 

Jeg har fået 75 kommentarer og beskeder. Langt de fleste i en variant af: ”jeg ville ønske, de havde lyttet til mig fra starten og ikke havde forsøgt at give mig skylden som om jeg er en dårlig forælder”. 

Det synes jeg er et ydmygt ønske. Tænk sig at noget så fundamentalt ikke kan honoreres i vores system, hvor selv dem der arbejder i det, er faret vild. Jeg tænkte egentlig, vi er på vej mod et kollaps. Men efter mit eget møde med kommunen og systemet kan jeg se, at det allerede er kollapset. Det er en uendelig ring af pseudohjælp, som ingen har gavn af. Hverken systemet selv, eller dets brugere. Jeg kan ikke forestille mig en større falliterklæring.