Jeg havde selv sagt ja til et besøg af ’Damen fra kommunen’. Da vi var til partshøring hos hende, var det ligesom det eneste håndgribelige tilbud hun rakte til os. Et hjemmebesøg. I et enkelt sekund føltes det som en gave. Nogen interesserer sig. Så sker der da noget, tænkte jeg. Og efterfølgende har jeg tænkt, at måske er det netop dét, der er mening. Følelsen af, at der sker noget. Kald mig skeptisk, men det virker ikke som om der er så meget andet tilbage i systemet end fornemmelser og skuffelser. 

Dagen kom og der stod ”Sagsbehandler på besøg” i kalenderen kl.13.00. Jeg fortalte først min søn om det 25 minutter før. Jeg gik hele dagen og diskuterede med mig selv, om jeg kunne aflyse. Kom frem til, at det kunne jeg jo godt, men at det sikkert ville blive holdt imod mig. Så et stempel for mig: Usamarbejdsvillig. Jeg håber ikke jeg har ret, men jeg bliver vanvittig af at spekulere på, hvordan ’spillet’ spilles bedst. 

Jeg har slet ikke lyst til at spille noget spil. 

Jeg sagde til ham, at der kom en dame forbi, som skulle besøge mig. Bare være her lidt på besøg og måske drikke en kaffe. Jeg troede det var sådan det var. Hun skulle jo bare observere. I stedet kom hun ind ad døren og begyndte at stille hvad der føltes som 1000 spørgsmål til min søn. Hun præsenterede ikke sig selv, men henvendte sig til ham ved navn. 

Det kunne godt se ud som om, det preller rimelig meget af på ham. Han er mere ærlig end jeg nogensinde har turde være. Siger han ikke vil svare, eller lader bare helt være. Jeg ved godt, at det betyder, det absolut ikke preller af. Det føles off for ham, så han tager afstand. 

Kloge lille menneske. Du har mere visdom end de fleste. 

Jeg fortryder det besøg. Jeg ved stadig ikke, hvad det skal til for. Gik det godt? Aner det ikke. Jeg ved ikke, hvad formålet med det var. Jeg ved ikke, hvad det øjebliksbillede skal bidrage med. Det øjebliksbillede er på mange måder repræsentativt for vores dagligdag. Lidt togbane på stuegulvet, lidt diskussioner om, om frokosten skal spises, hente lillebror op fra lur. Måske betyder det så, at vi ikke har brug for hjælp. Og så er det på mange måder slet ikke repræsentativt. Det var ikke et af de øjeblikke, hvor vi ikke kan komme ud ad døren fordi gummistøvlerne driller. Det var ikke et af de øjeblikke, hvor han bliver overvældet af vores andres tilstedeværelse, lyde, lugte og berøring. Det var heller ikke et af de øjeblikke, hvor jeg trækker mig, gemmer mig på mit eget værelse og slår i en pude. 

”I hører fra mig, det bliver nok først i næste uge” sagde hun og jeg sagde tak og vi tales ved og det er fint. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal håbe på eller ønske mig eller hvad noget af det her overhovedet skal gøre godt for. 

Jeg følte jeg havde givet ham den åndssvage solsikkesnor på uden at give ham den på. Skiltet med ham i hans eget hjem. Kaldt ham ud som anderledes i hans tryggeste sfære. Jeg samlede op ved puttetid. Fortalte om kommunen og skolen og om hans fantastiske hjerne med mine egne ord og med den autenticitet jeg lod flyve ud ad døren, da hun kom ind. Vi fandt ned i kroppen med grin og nus og nærhed. I tryghedens kammer. I hjertet og i hans egen seng, på hans eget elskede værelse – som han ikke ville vise frem til den fremmede dame fra kommunen. 

I dag landede der et brev i e-boks. Fra kommunen. Det brev er vi mange der har modtaget. Der står [oversat:]: 

Kære børn og forældre.

Vi ved at mange familier har fået en utilfredsstillende sagsbehandling. Sådan skal det ikke være. Vi mangler medarbejdere og vi magter det ikke. Vi kan ikke gøre noget ved det lige foreløbig. Vi har brug for at optimere vores rammer og overholde loven og skabe et miljø som folk ikke bliver syge af at arbejde i. Det prøver vi for vi har ambitioner om at børn skal lyttes til og at familier ikke bliver fanget mellem systemer der ikke er sammenhæng i.

Vi kan godt forstå I har mistet tilliden til os. Det kommer til at tage 1000 år at rette op på det.

Vh Direktøren. 

Jeg forstår stadig overhovedet ikke, hvad sagsbehandlingen og systemet går ud på, hvad de kan hjælpe med og hvordan man gør sig berettiget. Altså mens man stadig har hovedet oven vande. Er det bare mig, der er helt på bar bund, hvad hele molevitten er til for? 

Indlægget Hjemmebesøg blev først udgivet på Sara Fredslund.

Dette indlæg er en reaktion på denne linkede historie bragt af Autismeforeningen d.8. april 2026.

Vi har skabt et stockholmsyndromsk forhold til systemet. Vi er dybt afhængige af det, men det er også et fængsel. Som denne historie gør det tydeligt, er det totalt uigennemskueligt, hvornår systemet er til for at hjælpe og støtte os, og hvornår det direkte modarbejder forbedringen af forholdene for forældre, børn og familier. 

Det skaber mistillid og frygt for at gå til det system, som skal forestille at hjælpe sine borgere. 

Børn der reagerer i vuggestuen, i børnehaven, børn der reagerer voldsomt når de kommer hjem ved at råbe, græde, slå, isolere sig – de råber om hjælp! De børn er overbelastede og stressede. De er i totalt rødglødende alarm. De skal ikke vurderes, observeres, mistænkeliggøres, sættes på hold. De skal støttes. 

De har brug for omsorg, for kærlighed, for tryghed. De har ikke brug for konstant at blive udfordret langt udenfor deres komfortzone. De har brug for forældre, der føler sig set og hørt og holdt, så de kan skabe den tryghed det kræver at være og forblive tryg og velreguleret. Det har ikke brug for, at deres familier bliver testet og sat i venteposition og får eskalerende belastningsreaktioner, som skaber dårligere grobund for at støtte det allerede udfordrede børn. 

Jeg er rystet over at læse det her. Rystet og rasende. 

Hvad fanden er det, vi byder vores børn? Det er absurd. 

Du ved det. Jeg ved det. Alle ved det. Og det bare fortsætter og fortsætter og fortsætter. Snak snak og bla bla om psykiatriens udfordringer, om budgetter og specialtilbud og INGEN tiltag ser jeg, der rettidigt inddrager den viden, vi allerede har om nervesystem, stress, sansemotorik, sanseintegration, primitive reflekser, søvn, vejrtrækning, ernæring. 

Ingen! 

Indlægget Et stockholmsyndromsk systemforhold blev først udgivet på Sara Fredslund.

Det begynder at gå op for mig, at der ikke er plads til at interessere sig for, hvordan vi kan skabe reel bæredygtig bedring. Vi taler ikke om, hvad vi kan gøre for at beskytte og lindre børnenes indre verden. Vi taler ikke om. Vi taler om trivsel og inklusion og specialtilbud og lilleskoler som om svaret på alle vanskeligheder er at modulere omgivelserne. Hvorfor taler ingen om, hvordan vanskelighederne opstår i første omgang? Er vi bange for at tale om, at vi måske slet ikke er så magtesløse, som vi får at vide, vi skal være? 

Dig med autisme tæt på, kan du forestille dig en verden, hvor vi talte åbent om al den information og det potentiale nervesystemet indeholder og hvordan vi kan arbejde med at regulere det? Hvad nu hvis vi kan gøre meget mere for vores børn end vi får at vide i dag? Hvad nu hvis svarene er lige foran os, men ingen giver os brillerne til at se det? 

Ser vi ikke skoven for bare træer?

Forstå mig ret, jeg vil meget gerne have, at vi modulerer omgivelserne. Men helst som et svar på de grundlæggende strukturer der stresser hjernen, undertrykker kreativ tænkning og fysisk udfoldelse og som homogeniserer samfundet og menneskerne fremfor at lade fællesskabet blomstre netop på grund af vores forskelligheder. 

På denne her måde ender vi med et parallelsamfund. Vi indsnævrer normen mere og mere og isolerer alle dem, der stikker ud. Enten derhjemme i en forsumpende bobbel med forældre uden mulighed for at skabe bæredygtige arbejdsliv. Eller i specialtilbud, så alle os ’neuronormative’ ikke behøver forholde sig til det. 

Vi isolerer dem, så deres særinteresser og særlige kompetencer og evne til at lyse på alt det, der ikke fungerer, bliver hengemt i mørklagte skrin mens vores tolerancevindue for, hvad der er normalt, lukker sig om os dag for dag. 

Neurodivergens i er inflation. Og lur mig. Inden vi får set os om, er specialtilbuddene vokset større end folkeskolerne. 

Når jeg græder i desperation over en truet økonomi, fordi jeg ikke kan se, hvordan jeg kommer til at varetage et almindeligt arbejde i nærmeste fremtid, så siger de ’det du ønsker dig, er vel tabt arbejdsfortjeneste?’.

Lad mig slå noget fast. Jeg har ingen drøm om at leve på tabt arbejdsfortjeneste! Jeg har været i berøring med virkelig mange mennesker i desperate livssituationer igennem mit liv. Sygdom, arbejdsløshed, sorg. Jeg har stadig ikke mødt et eneste menneske, hvis drøm det er at leve sit liv understøttet og afhængig af staten. 

Når jeg spørger om det giver mening at forholde sig til ernæring og kost, kryber lægen ned i et musehul og taler i floskler og bla bla udenom. Når jeg spørger om vi kan få hjælp til en terapeutisk træningsindsats, så vi kan arbejde med hans overbelastede sanseapparat og nervesystem, så siger de, at det må være noget børnehaven skal sørge for. Når jeg siger, han ikke går i børnehaven, kan man se håret rejse sig på dem mens de for deres indre blik leder i deres paragrafkatalog efter den § min familie kan passe ind i. 

Det er absurd at det virker som om, vi har skudt os selv i foden ved at drage omsorg for vores eget barn. 

Ingen PPR. Ingen pædagogiske udtalelser. Ingen tilknytning til noget som helst. Vi kan tydeligvis klare os selv. Mon ikke vi også klarer den fint fremadrettet. 

Bag i køen. 

Kom tilbage, når du er ægte syg. Så skal vi nok fikse dig. 

Jeg forstår ægte ikke, hvor snæver tankegangen er i alt fra sundhedsvæsen til børne- & ungeforvaltninger og skolesystem. 

Indlægget Ser vi overhovedet skoven? blev først udgivet på Sara Fredslund.

Jeg hader solsikkesnoren. Jeg har gemt den i en skuffe i et år nu. Jeg ved, hvor den er, men jeg har lyst til at smide den i skraldespanden. Jeg har ikke lyst til at pynte mit barn med den og med den fortælle ham, at han er anderledes uden at sige, han er anderledes. Det føles falsk. 

Han er ved at opdage det selv. At der er nogle ting der er vanskeligere for ham end for de andre. Det er sårbart. Farligt at træde ind på den sti, hvor hans selvværd bliver ramt. Jeg har mest lyst til at give ham en superheltekappe for hans tapperhed, for hans omsorg og varme øjne, for alle hans kram og kys, for hans nysgerrighed og de store filosofiske tanker han deler med mig og for hans evne til altid at rejse sig op igen, tørre øjnene og kæmpe videre, når han har slået sig på verden. 

Vi skal snart ud at flyve. Jeg har ikke lyst til at pynte ham med en snor i grimme farver og som skal fortælle verden, at de skal behandle ham anderledes. 

Jeg ønsker ikke, at verden skal behandle ham anderledes. Er vi ikke alle sammen bare lidt anderledes? 

’Du har lidt at arbejde med’. Det sagde damen på kommunen, da jeg fortalte, at jeg har gemt snoren i en skuffe. Jeg tror hun sagde det fordi hun troede, at jeg selv kunne se, jeg har noget at arbejde med.

’Det er bare et godt råd’ tilføjede hun. Jeg kvitterede og sagde, at det i hvert fald var et råd. Min mand synes, jeg var hård. I virkeligheden var jeg meget blød i forhold til det hav af vrede, der skyllede over mig indvendigt. 

Jeg har helt sikkert noget at arbejde med. Mange ting. Solsikkesnoren er ikke en af dem. 

Jeg sagde til hende, at om to år så render alle mennesker rundt med en solsikkesnor fordi vi ellers ikke finde ud af at tolerere hinandens forskelligheder og så introducerer vi tulipansnore til dem, der stikker ud fra den anderledes anderledeshed. 

Hun bad mig tænke over det. For min søns skyld. Nogle bruger jo deres børn til at smugle ting med ombord på flyet og sikkerhedsvagterne må gerne tage børn til side. Med en solsikkesnor håndterer de situationen anderledes. 

Sikke et guilt-trip. Nu er det åbenbart min stædighed og stolthed (jeg ved godt, jeg besidder begge i store mængder) der kan være skyld i, at min søn og resten af min familie får en dårlig oplevelse i security. 

Jeg tror, vi kollektivt er blevet så bange for andre menneskers helt naturlige voldsomme reaktioner. Fordi det er ubehageligt og det ubehag er svært for os at være i. Det er nemmere at give dem et skilt på, hvor der står ”jeg har et handicap, jeg kan ikke gøre for det” for så er vi fri for at tage stilling til, hvad det rører i os selv og hvorfor det bliver ubehageligt. Vi behøver ikke stille noget op, vi kan bare se den anden vej. Vi kan give handicappet skylden. Og mobilisere en tolerance derfra. Ikke en tolerance for den menneskelige reaktion. En tolerance for handicappet. Handicappet må gerne være her, men helst ikke for mange følelser, helst ikke for meget menneske. 

Måske får han snoren på. For nogens skyld. Jeg ved ikke for hvis. Jeg ved bare, at det virkelig er svært at holde fast i mig selv og det jeg tror på og samtidig navigere i andres meninger og logik, der er helt omvendt end min. 

Hvad er dine erfaringer med solsikkesnoren? 

Indlægget Solsikkesnor blev først udgivet på Sara Fredslund.