Det er som at gå i en ukendt jungle og hver gang jeg har kæmpet mig gennem endnu en tæt bevoksning og finder en lille lysning, åbner der sig en ny, ukendt og nærmest ufremkommelig vej.

Når jeg har svar, melder der sig en hob af nye spørgsmål, og hver gang starter jeg forfra med at finde ud af, hvem der kan hjælpe mig på vej. 

’Autisme diagnose’ står der, og psykiateren minder os om, at vores dreng jo også bare er ham. Hun har ret, jeg ved det godt, det var jo derfor jeg tøvede med en udredning. Men nu er han også autist. Det var han på en måde ikke i går og med ét er alt og intet overhovedet forandret. 

Det er bare 7 bogstaver. 

De høje lyde, tøjet der driller, overvældelsen af uforudsigeligheder, der konstant banker på hans og vores verden er stadig præcis den samme. 

Så hvad nu? 

Nu har jeg et bevis på, at min dreng nok får det lidt sværere end gennemsnittet, når han skal starte i skole. Men hvem hjælper os? 

Ingen. 

Ingen hjælper. Så nu skal vi trække flere af alle de ressourcer, vi er så stærke på, op af hatten, men det føles som om vi langsomt løber tør.