Jeg har gjort mig mange tanker om jeg overhovedet skulle starte denne blog. For hvis skyld og hvorfor? For min skyld – et afløb givet vis – men virkelig også for andre forældre. 

Jeg savner selv at spejle mig. Der findes nærmest ingen at spejle mig i. 

I mine overvejelser gør jeg mig bevidst, at jeg ønsker at fortælle min historie, ikke hans. Hans historie er hans historie. Det vil jeg så gerne værne om, at jeg næsten lod være at dele noget. 

Måske har andre forældre det også sådan? Måske er det derfor, spejlet ikke findes? 

Jeg håber ikke det er skam. Eller frygt. Men jeg forstår godt, hvis det er. Jeg frygter, vi vil blive dømt anderledes. At verden vil se på os med forud indtagelser, der gør vejen endnu mere besværlig og bumpene større. 

Men jeg håber så inderligt, at min frygt bliver gjort til skamme. Frygten i sig selv fortæller mig, at jeg må sige noget. Frygten for fremtiden skal ikke styre mig.