Jeg havde selv sagt ja til et besøg af ’Damen fra kommunen’. Da vi var til partshøring hos hende, var det ligesom det eneste håndgribelige tilbud hun rakte til os. Et hjemmebesøg. I et enkelt sekund føltes det som en gave. Nogen interesserer sig. Så sker der da noget, tænkte jeg. Og efterfølgende har jeg tænkt, at måske er det netop dét, der er mening. Følelsen af, at der sker noget. Kald mig skeptisk, men det virker ikke som om der er så meget andet tilbage i systemet end fornemmelser og skuffelser. 

Dagen kom og der stod ”Sagsbehandler på besøg” i kalenderen kl.13.00. Jeg fortalte først min søn om det 25 minutter før. Jeg gik hele dagen og diskuterede med mig selv, om jeg kunne aflyse. Kom frem til, at det kunne jeg jo godt, men at det sikkert ville blive holdt imod mig. Så et stempel for mig: Usamarbejdsvillig. Jeg håber ikke jeg har ret, men jeg bliver vanvittig af at spekulere på, hvordan ’spillet’ spilles bedst. 

Jeg har slet ikke lyst til at spille noget spil. 

Jeg sagde til ham, at der kom en dame forbi, som skulle besøge mig. Bare være her lidt på besøg og måske drikke en kaffe. Jeg troede det var sådan det var. Hun skulle jo bare observere. I stedet kom hun ind ad døren og begyndte at stille hvad der føltes som 1000 spørgsmål til min søn. Hun præsenterede ikke sig selv, men henvendte sig til ham ved navn. 

Det kunne godt se ud som om, det preller rimelig meget af på ham. Han er mere ærlig end jeg nogensinde har turde være. Siger han ikke vil svare, eller lader bare helt være. Jeg ved godt, at det betyder, det absolut ikke preller af. Det føles off for ham, så han tager afstand. 

Kloge lille menneske. Du har mere visdom end de fleste. 

Jeg fortryder det besøg. Jeg ved stadig ikke, hvad det skal til for. Gik det godt? Aner det ikke. Jeg ved ikke, hvad formålet med det var. Jeg ved ikke, hvad det øjebliksbillede skal bidrage med. Det øjebliksbillede er på mange måder repræsentativt for vores dagligdag. Lidt togbane på stuegulvet, lidt diskussioner om, om frokosten skal spises, hente lillebror op fra lur. Måske betyder det så, at vi ikke har brug for hjælp. Og så er det på mange måder slet ikke repræsentativt. Det var ikke et af de øjeblikke, hvor vi ikke kan komme ud ad døren fordi gummistøvlerne driller. Det var ikke et af de øjeblikke, hvor han bliver overvældet af vores andres tilstedeværelse, lyde, lugte og berøring. Det var heller ikke et af de øjeblikke, hvor jeg trækker mig, gemmer mig på mit eget værelse og slår i en pude. 

”I hører fra mig, det bliver nok først i næste uge” sagde hun og jeg sagde tak og vi tales ved og det er fint. Og jeg aner ikke, hvad jeg skal håbe på eller ønske mig eller hvad noget af det her overhovedet skal gøre godt for. 

Jeg følte jeg havde givet ham den åndssvage solsikkesnor på uden at give ham den på. Skiltet med ham i hans eget hjem. Kaldt ham ud som anderledes i hans tryggeste sfære. Jeg samlede op ved puttetid. Fortalte om kommunen og skolen og om hans fantastiske hjerne med mine egne ord og med den autenticitet jeg lod flyve ud ad døren, da hun kom ind. Vi fandt ned i kroppen med grin og nus og nærhed. I tryghedens kammer. I hjertet og i hans egen seng, på hans eget elskede værelse – som han ikke ville vise frem til den fremmede dame fra kommunen. 

I dag landede der et brev i e-boks. Fra kommunen. Det brev er vi mange der har modtaget. Der står [oversat:]: 

Kære børn og forældre.

Vi ved at mange familier har fået en utilfredsstillende sagsbehandling. Sådan skal det ikke være. Vi mangler medarbejdere og vi magter det ikke. Vi kan ikke gøre noget ved det lige foreløbig. Vi har brug for at optimere vores rammer og overholde loven og skabe et miljø som folk ikke bliver syge af at arbejde i. Det prøver vi for vi har ambitioner om at børn skal lyttes til og at familier ikke bliver fanget mellem systemer der ikke er sammenhæng i.

Vi kan godt forstå I har mistet tilliden til os. Det kommer til at tage 1000 år at rette op på det.

Vh Direktøren. 

Jeg forstår stadig overhovedet ikke, hvad sagsbehandlingen og systemet går ud på, hvad de kan hjælpe med og hvordan man gør sig berettiget. Altså mens man stadig har hovedet oven vande. Er det bare mig, der er helt på bar bund, hvad hele molevitten er til for?