For 3 år siden brugte jeg store dele af min fritid på det initiativ jeg havde taget til at starte en friskole. Fordi den tryghed og den tilgang børn bliver mødt med i skolen er en afgørende ingrediens i fundament for deres fremtid. Fordi jeg på ingen måde kunne forestille mig mine børn som en del af folkeskolen i Holbæk Kommune, og fordi jeg synes der mangler en nytænkende skole, der tør være visionær ved at sætte sundhed, leg og tryghed før resultater i en tro på, at det er forudsætningen for læring, fællesskab og stærke, kærlige individer i trivsel.

For 2 år siden, da jeg havde en nyfødt på armen og stadig brugte (for) meget energi på at mobilisere frivillig arbejdskraft, kastede jeg modvilligt håndklædet i ringen. Der var opbakning til projektet. Vi havde et stærkt værdigrundlag. Vi havde en god og åben dialog med kommunen. Vi havde fået vores første donation. Så mange forældre ønskede sig den skole. Jeg bliver stadig spurgt af mennesker jeg ikke rigtig kender, om den mon kan blive til noget. I arbejdsgruppen skiltes vi med den enighed, at intet var spildt. At vi havde lært meget af processen.

Jeg lærte, at uanset hvor meget jeg brænder for noget, har jeg ikke lyst til at gå vejen alene. Og det kommer fra mig, der ellers ofte føler mig som en ensom ulv og som har nemt ved at løbe alene afsted med bolden. For nemt, lærte jeg. For det kan godt være jeg kan løbe ting i gang alene. Men jeg kommer ikke i mål. Alt jeg har opnået, er båret i mål i samarbejde med andre.

Nu har jeg buldret afsted i nogle måneder med et nyt projekt. Jeg bliver spurgt, hvordan det går. Jeg har – også denne gang – mennesker som bakker op og hepper, spændende møder (også med kommunen) men uden reelle samarbejdspartnere og uden løn. Det er ikke svært for mig. Det er faktisk sværere at lade være, når jeg synes noget er vigtigt. Men jeg er blevet opmærksom på, at det ikke er en bæredygtig strategi. Jeg vil gerne kæmpe for det jeg tror på, men jeg vil ikke gøre det alene. Jeg har også andre visioner for mit liv end at kæmpe tunge kampe mod systemet.

Derfor har jeg trukket følehornene en lille smule tilbage. Ikke for at begrave projektet. Men for at sikre mig, at min energi bruges de rigtige steder og for at se, hvad der reelt kan være opbakning til. Jeg tænker i forebyggende løsninger i nuet, som har langsigtet effekt helt ind i fremtiden og det er vores sundhedssystem ganske enkelt ikke gearet til. Men nu er der håb, med det nye regeringsgrundlag, som giver mulighed for flerårige økonomiaftaler i kommuner og regioner og med en ekspertkommission, der skal undersøge mulighederne for at implementere trivselsøkonomi. De nuværende økonomiske rammer med år-til-år budgetter og mennesker som tal i et excelark, er et kæmpe benspænd for visionær tænkning og reel og bæredygtig forandring.

Jeg har et forsknings-sparringsmøde i kalenderen, som jeg ser meget frem til, og jeg har rakt ud til et menneske jeg ser op til, om han vil være min mentor. Jeg tager med andre ord tidligere erfaringer med mig ind i fremtiden. Så nu vil give lidt næring til mig selv og mine blomstrende visioner for mit liv, min familie, min karriere og vores samfund.