Jeg er en boksebold for det der foregår på hans inderside. Nogle gange bruger han næverne, men mest råber han af mig.

For det meste tager jeg imod. 

Det virker ikke at være hans modstander, så jeg bliver bolden der dingler midt i rummet, altid klar til at tage et slag. 

Men jeg føler mig forslået og det gør ondt. Gad vide om jeg snart slår sprækker? 

Men hvad er alternativet? Selvfølgelig bliver jeg hængende, hvad ellers. 

Jeg trækker vejret endnu engang. 

Og endnu en. 

Jo roligere jeg er, jo bedre kan jeg forblive i ubehaget sammen med ham, jo hurtigere falder han til ro. 

Måske får jeg endda lov at holde om ham, mærke hans eftergivende krop mod min.

Lad mig holde dig, måske ved du så, at jeg ikke forsvinder.

Jeg er her, lille skat. 

Altid.